Nærhed, sammenhæng og tryghed skal danne rammen om sundhedsvæsenet fremover. Behandling skal være i verdensklasse.

REFORM: Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti netop indgået en aftale om sundhedsreformen. Sundhedsreformen er en konkret plan, der skal bane vejen til et bedre og mere nært sundhedsvæsen til gavn for både patienterne og det sundhedsfaglige personale. Og lige netop nærhed er en helt centralt pointe i reformen – ja faktisk dét, der er udgangspunktet. 

Tag Kolding Kommune som et godt eksempel. Her har man skabt et moderne sundhedshus – Sundhedscenter Kolding – der med stor ekspertise kan håndtere mange af de opgaver, som tidligere lå på sygehuset. 

Det har skabt mere nærhed for patienterne i Kolding, men også skabt langt mere sammenhæng i deres behandlingsforløb. 

Derfor vil Venstre bygge op til 35 nye topmoderne sundhedshuse i hele landet, så alle danskere kan få den samme tryghed som borgerne i Kolding. 

I Venstre går vi forrest i kampen om et bedre sundhedsvæsen for patienterne. I de kommende år står vi over for nye sundhedsudfordringer. Syv ud af ti lægepraksisser kan ikke tage i mod flere patienter. Frem mod 2025 kommer der til at være 250.000 flere ældre, og antallet af danskere med kroniske sygdomme stiger. 

Det er alt sammen udfordringer, som vi bliver nødt til at finde løsningerne på nu, så vi undgår, at de bliver til problemer, der er svære at håndtere. 

Derfor investerer vi 8,5 mia. kr. i Nærhedsfonden, så vi kan håndtere det stigende pres på sundhedsvæsenet. Og i takt med at der kommer flere arbejdsopgaver, vil vi uddanne flere varme hænder, der skal tage hånd om de mange nye patienter. Vi vil helt konkret uddanne 2.000 flere sygeplejersker over de kommende år. 

Vi ønsker at styrke sundhedsvæsenet i hele landet. Behandlingen skal være i verdensklasse, uanset om man bor i Kolding eller Kastrup. Svendborg eller Slagelse. Hjørring eller Helsingør. 

Derfor opretter vi eksempelvis flere pladser på specialuddannelsen i almen medicin og introduktionsstillinger i lægepraksisser med særligt fokus på de områder, hvor lægedækningsudfordringerne er størst. 

Essensen af Venstres sundhedsreform er at skabe samme høje kvalitet i sundhedsvæsenet i hele landet. Et sundhedsvæsen hvor nærhed, sammenhængog tryghed danner rammen for den behandling, patienterne møder. 

Indlægget er bragt i Danmark i samarbejde med Jørn Pedersen (V), borgmester, Kolding.