Psykiatrien er et tydeligt eksempel på, at vi bliver nødt til at tage et større nationalt ansvar for sundhedsområdet, for det må ikke være dit postnummer, der afgør, hvilken hjælp du får. Regeringen gør sit til at løfte psykiatrien, men regionerne har ikke ligefrem hjulpet til.
De seneste måneder har bl.a. formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, og formanden for Psykiatri-Listen i regionsrådet i Region Midtjylland her i avisen ytret bekymring for, om de psykisk syges behov er tænkt ind i sundhedsreformen.
Ingen burde være i tvivl, men jeg understreger alligevel gerne: Selvfølgelig er psykisk sygdom ikke blevet glemt i regeringens sundhedsreform.
Når man ikke kan læse et særligt »psykiatri«-kapitel i sundhedsreformen, så skyldes det naturligvis ikke forglemmelse, men derimod det simple faktum, at psykiatrien er en del af det samlede sundhedsvæsen – ikke en særskilt satellit, der svæver ved siden af.
Faktisk er psykiatrien en af de væsentligste grunde til, at vi har brug for en sundhedsreform. For hvis der er én gruppe af patienter, der svigtes i sundhedsvæsenet i dag, så er det de psykiatriske patienter. Alt for ofte ender mennesker med psykiske lidelser som kastebolde mellem regioner og kommuner, hvor de ryger ud og ind af sygehuset, udsættes for unødvendig tvang og udskrives alt for tidligt. Psykiatrien er om noget det område, som regionerne ganske enkelt ikke har løftet tilstrækkeligt. Det ærgrer mig derfor, når der bliver sået tvivl om, hvorvidt psykiatrien spiller en rolle i sundhedsreformen – ikke mindst fordi jeg troede, at vi efterhånden var kommet dertil, hvor alle var enige om, at psykisk sygdom og fysisk sygdom er to ligestillede dele af et samlet sundhedsvæsen. Men hvis ikke, så slår jeg det hermed fast endnu en gang; Psykiatrien er og skal være integreret i det samlede sundhedsvæsen.
For store forskelle
Derudover er det ikke mere end knap et halvt år siden, at vi præsenterede en ny, ambitiøs psykiatrihandlingsplan, som skal være med til at løfte psykiatrien frem mod 2022 med mere end 2,1 milliarder kroner. Den plan er ikke forsvundet, fordi der nu kommer en reform af hele sundhedsvæsenet. De to ting – og mange andre – hænger sammen.
Mens psykiatrihandlingsplanen tager fat på nogle af de store udfordringer, der særligt gør sig gældende for psykiatriske patienter, herunder behovet for tidligere indsats for børn og unge, bedre hjælp til de allermest syge med nye intensive afsnit i psykiatrien og styrket koordinering og samarbejde på tværs af sektorer, så er vi med sundhedsreformen på vej endnu længere op i helikopteren, hvor vi betragter hele sundhedsvæsenet lidt ovenfra.
Ved første øjekast er det de store forskelle i behandlingen på tværs af landkortet, der springer i øjnene. Hvor det eksempelvis er næsten hver fjerde indlæggelse i psykiatrien i Midtjylland, der efterfølges af en genindlæggelse inden for 30 dage, mens det i Nordjylland er mindre end hver sjette indlæggelse. Og hvor udredningsretten kun bliver overholdt hos seks ud af ti patienter i børne- og ungepsykiatrien i Region Hovedstaden, mens det i de jyske regioner gælder for mere end ni ud af ti. Psykiatrien er et tydeligt eksempel på, at vi bliver nødt til at tage et større nationalt ansvar, for det må ikke være dit postnummer, der afgør, hvilken hjælp og behandling du får. Og det er her, sundhedsreformen kommer ind.
Opgør med silotænkning
Det er ikke tiden til hovsaløsninger a la tvangsudkommandering af alle unge læger eller 1.000 flere sygeplejersker med et enkelt trylleslag. Det, vi har behov for nu, er en mere grundlæggende organisatorisk forandring af sundhedsvæsenet for at imødekomme fremtidens udfordringer.
Vi bliver ikke alene mange flere ældre og flere kroniske patienter i fremtiden, vi bliver også flere, der rammes af psykisk sygdom.
Særligt blandt de helt unge er der flere og flere, der kæmper med dårlig mental trivsel. Derfor er der nu mere end nogensinde behov for, at vi sikrer bedre sammenhæng og tryghed i behandlingen for de mange tusinde ældre, mennesker med kroniske lidelser og mennesker med psykiske lidelser, som skal modtage behandling og genoptræning i fremtiden.
Derfor vil vi bl.a. rykke mere af den ikkespecialiserede behandling ud fra sygehusene og ind i lokale sundhedsfællesskaber, som oprustes til at løfte de mange vigtige og nære sundhedstilbud tættere på borgernes eget hjem. Det vil være til gavn for ikke mindst mennesker med psykiske lidelser, som alt for ofte oplever at stå i ingenmandsland, når hverken kommune eller region tager ansvar for deres behandling.
Vi vil gøre op med den silotænkning i sundhedsvæsenet, som betyder, at kommuner og regioner i dag kan have svært ved at arbejde sammen og let kommer til at slås om ansvaret i stedet for at se patienten først. Hvor patienter udskrives fra psykiatrisk behandling, uden at nogen samler dem op.
Faktum er, at helt op mod hver femte af de indlagte voksne i psykiatrien oplever, at de slet ikke har fået hjælp med at tage kontakt til kommunen. Det er forfærdelig trist, for det handler om mennesker, hvis tilværelse risikerer at ryge over styr, hvis sygehuset slipper, før kommunen har taget over.
Med 21 nye sundhedsfælleskaber vil vi sikre et langt større lokalt samarbejde, der skal være med til at bygge bro mellem de lokale sygehuse, kommunerne og de praktiserende læger. Fællesskaber, hvor man laver lokale løsninger, der passer til de konkrete behov – som i eksempelvis Psykiatriens Hus i Silkeborg, hvor der tænkes på patienten og ikke i systemer, og hvor kommune og region deles om ansvaret og regningen.
De gode ideer og kloge løsninger skal komme patienter over hele landet til gode – det gælder mennesker med psykiske lidelser såvel som kræft- eller diabetespatienter. Derfor vil vi også lave en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og sætte bindende faglige standarder for de sundhedsfaglige indsatser, der bliver løftet i kommunerne, herunder også de socialpsykiatriske botilbud.
Regionerne halter efter
Sundhedsreformen er med disse og mange andre initiativer regeringens ambitiøse bud på et fremtidssikret sundhedsvæsen. Men vi bilder os ikke ind, at den er svaret på alle udfordringer.
Vi er heller ikke færdige med at tage initiativer inden for psykiatrien nu og her.
Vi skal bl.a. også tage hånd om de rekrutteringsproblemer, vi har i sundhedsvæsenet – også på psykiatriområdet.
Med vores udspil »Flere hænder og mere arbejdsglæde«, som vi præsenterede for nylig, tager vi en række nye initiativer for at få uddannet flere sygeplejersker og SOSU-assistenter, der kan være med til at løfte indsatsen i psykiatrien, ligesom vi lægger op til, at eksempelvis specialpsykologer kan spille en større rolle i psykiatrien.
Mens regeringen altså gør sit til at løfte psykiatrien, så har regionerne ikke ligefrem hjulpet til. Vi mangler stadig at se, at de kommer op i gear og for alvor tager det ansvar, som de som driftsherrer retteligt har.
Der vil til hver en tid være dem, der indvender, at regionerne bare ikke har fået penge nok til at drive en ordentlig psykiatri for – til dem kan jeg oplyse, at samtlige midler, krone for krone, som er blevet tilført ekstra til psykiatrien over de seneste ti år, kommer fra Christiansborg i form af satspuljemidler, finanslovs- og økonomiaftaler. Ikke fra regionerne selv.
Faktisk har vi siden valget i 2015 med bl.a. psykiatriplanen løftet psykiatrien frem til 2022 med ca. 2,9 milliarder kroner ekstra – vel at mærke, når vi medregner udløb af midlertidige midler. Alene sidste år øremærkede vi i økonomiaftalen med regionerne 200 millioner kroner årligt til psykiatrien. At vi samtidig kan se, at regionerne fra 2016 til 2017 har brugt færre midler i psykiatrien, er simpelthen en falliterklæring.
Fra regeringens side er der altså tale om en reel prioritering af psykiatrien, og det er før, vi overhovedet har medregnet sundhedsreformen.
Indlægget er bragt i Information.
