I regeringen diskuterer vi hjertens gerne fremtidens sundhedsvæsen. Kritik er en del af en engageret debat. Men vi må kunne forvente af hinanden, at vi forholder os til det, der bliver sagt og skrevet. Ikke det, vi tror, der bliver sagt. Det går det desværre galt for Kjeld Møller Pedersen, når han påstår, at vi i regeringen tror, at man kan få et stærkt og nært sundhedsvæsen uden flere læger i de nye sundhedshuse.
Siden vi i regeringen i januar præsenterede vores udspil til, hvordan fremtidens mere nære sundhedsvæsen skal se ud, har debatten fyldt en del i medierne. Det skaber naturligt nok en efterspørgsel på analyser og hurtige udlægninger af teksten. Det er bestemt interessant her i Ugeskrift for Læger at kunne læse, hvordan Kjeld Møller Pedersen udlægger vores udspil. Men han fremstiller det som om, at regeringens eneste svar på udfordringerne i det nære sundhedsvæsen er at bygge sundhedshuse – og at vi nærmest har overset, at der også skal flere læger til i det nære.
Her kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt Kjeld Møller Pedersen overhovedet har mere end skimmet vores udspil. Han ser ud til at have overset, hvordan vi beskriver nye, moderne læge-og sundhedshuse med flere faggrupper og ændringer i autorisationslovgivningen, så flere faggruppers kompetencer kan komme i spil.
Han har heller ikke hæftet sig ved en massiv satsning på nødvendige investeringer i mere personale, hvor vi blandt andet prioriterer at uddanne 2.000 ekstra sygeplejersker samt opretter 160 nye uddannelsesstillinger i almen medicin og en række yderligere initiativer målrettet til at skabe bedre arbejdsforhold i sundhedsvæsenet, som vi i forlængelse af reformen præsenterede med udspillet »Flere hænder og mere arbejdsglæde«.
Sundhedspersonalets opkvalificering.
Når Kjeld Møller Pedersen her i Ugeskriftet efterlyser, at personalet i sundhedshusene i fremtiden skal kunne varetage flere opgaver, hvis flere behandlinger skal flyttes fra sygehusene og ud i blandt andet sundhedshusene, er jeg da for så vidt glad for, at vi er enige. Det står nemlig allerede klart og tydeligt i udspillet.
Man kan dog undre sig over, at det bringes på bane, når lige præcis det står klart og tydeligt i udspillet. Som journalisten bag artiklen da også indvender: »Men der står i udspillet, at sundhedspersonalet i kommunerne skal opkvalificeres«. Hertil lyder svaret noget vævende, at »jeg synes ikke, at regeringens retorik gør det klart, hvad der skal til«. Jeg skal heller ikke kunne sige, hvad der lå bag Kjeld Møller Pedersens udlægning om lægernes fremtidige rolle i sundhedsvæsenet for de alt for mange danskere, der kæmper med lidelser som angst og depression, som man forleden kunne læse i Dagbladet Information.
I regeringen lægger vi op til, at flere behandlinger af angst og depression i fremtiden skal ske i primærsektoren. Det bliver for Kjeld Møller Pedersen til, at »resultatet er brugerbetaling for den her patientgruppe«. Det står hen i det uvisse, hvordan man er nået frem til den konklusion. Som læser af artiklen bliver man i hvert fald ikke meget klogere. Derfor vil jeg gerne her tilføje: nej, regeringen vil ikke indføre brugerbetaling for denne gruppe. Vi til tværtimod hjælpe dem tidligere og bedre end i dag.
Kvalificeret gætteri.
De citategnede udtalelser skortede det heller ikke på i en artikel, som man kunne man læse i Jyllands-Posten i slutningen af januar, hvor avisen skrev om et af de faglige notater og indstillinger, der er blevet brugt i arbejdet med Sundhedsreformen. Hele reformens målsætning om 500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser i 2025 baserer sig på »gætteri«, kunne man her forstå på Kjeld Møller Pedersen.
Ret skal være ret – der var dog tale om »kvalificeret gætteri«. Det er da altid noget, når nu målsætningen bygger på en faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen. Måske havde det heller ikke skadet at nævne den sammenhæng, som Kjeld Møller Pedersen burde vide, at tallene indgår i. Nemlig, at der ikke er knyttet økonomi op på de to målsætninger – og at regeringen gentagne gange har sagt, at tallet både kan ende med at blive højere og med at blive lavere.
Bare for ordentlighedens skyld.
Jeg har stor respekt for det engagement i debatten om fremtidens sundhedsvæsen, som vi har set fra mange sider i de sidste måneder. Men jeg mener, at vi skylder hinanden, at vi tager debatten på en måde, hvor vi tager udgangspunkt i, hvad der bliver skrevet og sagt.
Når vi i regeringen kalder fremtidens sundhedshuse for læge-og sundhedshuse, er det fordi lægerne selvfølgelig er helt afgørende i de nye, moderne sundhedshuse, som vi vil prioritere med reformen.
Sundhedshusene skal skabe en ramme om gode, faglige miljøer for lægearbejdet.
Et bedre og mere nært sammenhængende sundhedsvæsen kan ikke hænge sammen uden flere læger i primærsektoren.
Ja – lægerne er afgørende i fremtidens sundhedsvæsen. Både uden for og inden for sygehusenes mure.
> Svar: Kjeld Møller Pedersen: Jo, jeg har læst reformudspillet.
Kommunikation er en svær sag. Man kan skrive uklart og risikere at blive misforstået, og man kan skrive for unuanceret og skabe kunstige modsætninger. Det gælder både regeringens reformudspil og min kronik i Ugeskrift for Læger og det dertil knyttede interview samt interview i andre medier.
Tak til sundhedsministeren for reaktionen, der tyder på en opstemt irritation over nogle af mine udsagn. Det er altid godt med en reaktion – selv om det ikke altid er klart, hvornår der refereres til kronikken eller interviewet.
Jeg har genlæst begge for at kunne finde formuleringer, der kunne skabe tvivl om, at jeg har læst udspillet. Det er ikke lykkedes at finde noget, der peger på, at jeg f. eks. har overset, »at der også skal flere læger til i det nære«. Min største synd er måske, at jeg har nærlæst både »Patienten først« og »Flere hænder« og fundet nogle mangler – uden at have forventet, at der var svar på alt. Dette ville være en aldeles urimelig forventning. Derfor er dialog vigtig.
Da vi vist ikke er åbenbart og voldsomt uenige vedr. indslagene i Ugeskriftet, fokuserer jeg på et par andre punkter.
Ministeren henviser til et interview i Jyllands-Posten sidst i januar vedrørende målsætninger om at flytte 500.000 ambulatoriebesøg til Det nære Sundhedsvæsen og fjerne 40.000 indlæggelser fra sygehusene.
Ministeren mener i modsætning til mit udsagn om »kvalificeret gætteri«, at tallene hviler på en faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen.
Ministeren henviser utvivlsomt til et notat – »Skitse til ændret opgavefordeling »fra 22. august 2019. Heri står indledningsvis bl. a.: »Der er dog ikke foretaget nogen systematisk gennemgang af evidens specifikt mhp. at estimere potentialet for øget opgaveløsning uden for sygehusene, og der vil formentlig heller ikke være meget solid evidens at basere sig på. Estimater skal ses i det lys, og der tages derfor generelt forhold for estimaterne«. Jeg overlader trygt til læseren at drage konklusionen.
Ministeren mener, at der ikke er knyttet økonomi til de to målsætninger, og at jeg burde vide bedre. Nej, det burde jeg ikke, når der faktisk på side 111 står, at »der på sygehusene fra 2025 bliver frigjort ressourcer for 2 mia. kr. årligt« på grund af de to målsætninger ovenfor.
Et interview i Information er også faldet ministeren for brystet, fordi jeg omkring flytningen af 60.000 ambulatoriebesøg for angst og depression, har sagt, at »resultatet er brugerbetaling for den her patientgruppe.«
Hvis hele citatet havde været medtaget, ville det ikke have undret: »Så resultatet er brugerbetaling for den her patientgruppe. Men det er jo ikke helt billigt med psykologhjælp, og den her gruppe hører ikke til den mest velstående del af befolkningen«. Det var baseret på en antagelse om, at en del ville blive henvist til psykologhjælp efter de eksisterende regler. Jeg ved, at journalisten havde spurgt ind til dette i ministeriet uden at få et klargørende svar.
Indlægget er bragt i Ugeskrift for Læger.
