Fem millioner kroner til det tyske mindretals museum

Læserbrev: I 2020 kan vi markere 100-året for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark. Genforeningen og den efterfølgende måde at respektere og finde varige holdbare løsninger for det danske og tyske mindretal på hver sin side af grænsen, er på mange måder unik. Vi har et ansvar for at værne om den fredelige og forbilledlige sameksistens, der er mellem flertal og mindretal på begge sider af den dansk-tyske grænse. 

Forberedelserne til 2020 er allerede i fuld gang. Jeg havde selv som minister for grænselandet fornøjelsen af at være med til at starte indsatsen op, og et af de elementer som skal markere 100-året er et nyt museum i Sønderborg om mindretallets historie. 

Det tyske mindretal er kommet et skridt tættere på at realisere ønsket, efter et enigt finansudvalg i folketinget, efter indstilling fra regeringen, har besluttet at give fem mio. kr. til projektet, knap en femtedel af det samlede projekt til 26,5 mio. kr. 

Selvom der stadig er små to år til 2020 fejringen, så glæder jeg mig allerede til at vi i fællesskab kan markere 100 året for fred og samarbejde i vores grænseregion, såvel som bruge anledningen til at se frem og sætte fokus på hvordan vi fremadrettet kan udvikle samarbejdet i grænseområdet endnu mere ind vi gør i dag. 

Indlægget blev bragt i Jydskevestkysten.