MOBNING: Alle børn fortjener en hverdag uden mobning. Det går jeg ud fra, at vi alle er enige om. Det er i hvert fald den brede gruppe af interessenter og organisationer på hele børne-, unge- og uddannelsesområdet, der har været med til at udforme anbefalingerne i aktionsplanen mod mobning, som vi fremlagde i august 2016. Derfor kan det også undre, at Stig Grenov (27.10.) skriver, at løsningen på mobning er, at vi ruller folkeskolereformen tilbage. Årsagen er ifølge Stig Grenov, at ”mobning er systematisk forfølgelse på et sted, som personen ikke kan forlade”.
Men mobning finder ikke kun sted i skolen. Børn kan blive mobbet til spejder om onsdagen og til fodboldtræning om lørdagen. Og de kan være udsat for mobning og nærmest konstante ydmygelser på de sociale medier, som følger med helt ind på værelset om aftenen og natten. Det kan nedbryde selv den stærkest og få alvorlige konsekvenser for børnene både her og nu og på længere sigt. Det er en forsimpling at påstå, at det er et spørgsmål om skoledagens længde, der medfører mobning som Stig Grenov argumenterer for. Og også tallene taler imod Grenov, for trivslen i folkeskolen er i år vokset, og ser vi på antallet af børn, som mobbes, så er det heldigvis faldet, siden skolereformen trådte i kraft. Men det betyder ikke, at vi er i mål, for hver femte elev i folkeskolen oplever stadig mobning.
At bekæmpe mobning kræver et langt, sejt træk, hvor alle sejl sættes til. Derfor indeholder den aktionsplan, som vi har udarbejdet med en række organisationer, anbefalinger til både dagtilbud, grundskoler, ungdomsuddannelser og til elevråd, forældre og skolebestyrelser. For alle skal bidrage til, at vi kan hjælpe børn, der udsættes for mobning, og skabe stærke børnefællesskaber, som kan rumme alle. Mobning kan kun stoppes, når hele kulturen i børnegruppen ændres, og når de børn, der er tilskuere, hjælpes til at sige aktivt fra og gøre mobning til en uacceptabel adfærd.
Stig Grenov pointerer rigtig nok, at vi som opfølgning på aktionsplanen vil indføre en klageinstans, som børn kan henvende sig, hvis skolen eller kommunen ikke gør nok for at stoppe mobning. Det handler ikke om mistillid til skolens ansatte, men om at sikre børn en stemme i de sager, hvor den lokale antimobbeindsats er utilstrækkelig. Et ønske, som børneorganisationerne som Red Barnet, Børns Vilkår, Børnerådet med flere har haft i årevis, men som Grenov åbenbart er ligeglad med. En central klageinstans kan og må aldrig stå i stedet for en stærk lokal forebyggelse og bekæmpelse af mobning, men den kan træde til, når forældre, lærere eller børn svigtes.
Jeg har stor tiltro og tillid til, at personalet på vores skoler gør alt, hvad der står i deres magt for at bekæmpe mobning. Alligevel svarer hver femte elev i trivselsmålingen desværre, at de oplever mobning. og seks ud af ti af de elever, der blev mobbet sidste år, er desværre også blevet det i år. Det er alt for mange. Vi skal sikre, at rammerne for indsatsen er i orden. En undersøgelse fra Red Barnet og Skole og Forældre viser, at 36 procent af de adspurgte folkeskoler end ikke har den lovpligtige antimobbestrategi, og at yderligere seks procent af skolebestyrelsesformændene ikke ved, om deres skole har en antimobbepolitik. Det er ikke godt nok. Skolerne skal have en antimobbestrategi, og den skal ikke samle støv i skrivebordsskuffen. Den skal være et aktivt værktøj, som hele skolen kan bruge i dagligdagen. Forældrene skal også kende til den, så de kan bidrage positivt til indsatsen. Kun med en samlet indsats har vi en chance imod mobning.
Indlægget blev bragt i Nordjyske Stiftstidende
