Frivillige skal ikke erstatte pædagoger

Formanden for Forældrenes Landsforening, Dorthe Boe Danbjørg, er bekymret for, at jeg vil reducere frivillige til ulønnet arbejdskraft i de danske daginstitutioner.

Men lad mig slå helt fast: De frivillige hverken kan eller skal erstatte pædagoger og andet pædagogisk personale.

De frivillige skal indgå i dagtilbuddene, hvor det giver mening. Sådan er det allerede mange steder i dag til stor fornøjelse for alle parter. Om det skal være til borddækning, fodboldspil, højtlæsning eller noget helt femte, vil jeg ikke blande mig i.

Ifølge Dorthe Boe Danbjørg er det en vigtig del af det pædagogiske arbejde at hælde vand i kanden og tørre borde af. Det er jeg ikke enig i, og jeg synes, hun taler pædagogernes faglighed ned.

Pædagogerne skal selvfølgelig sidde med ved bordet og gøre måltidet til et socialt samlingspunkt og lære børnene, hvordan man spiser en hyggelig frokost sammen og lærer at smøre sit eget brød.

Men det giver god mening, hvis pædagogerne kan bruge eftermiddagen på at læse højt for børnene eller tage med ud på legepladsen i stedet for at tørre borde af og feje gulvet.

Indlægget blev bragt i Dagbladet Information.