VI SKAL IKKE mere end to generationer tilbage, før kvinder typisk måtte vælge mellem, om de ville giftes og få børn, eller de ville være frøkener med et arbejde.
Sådan er det heldigvis ikke i dag, og for mig er det en vigtig ligestillingsmæssig sejr for kvinder i Danmark. At vi både kan vælge at få børn og have et spændende job.
Jeg ville nødig skulle fravælge hverken mit job eller mit barn, og sådan er det for langt de fleste kvinder. Vi værdsætter et liv, hvor vi oplever den uoverstigelige glæde ved at være mor og bidrager på arbejdsmarkedet med de kompetencer, som den bedst uddannede kvindegeneration har erhvervet sig. Et liv, som det danske samfund og arbejdsmarked understøtter med gode daginstitutioner og gode barsels-og ferievilkår. Og et liv, som mange arbejdspladser heldigvis forsøger at bakke op om ved at tilbyde medarbejderne fleksibilitet og medindflydelse på vagtskemaer, hvor det er muligt.
Hvordan den enkelte kvinde og hendes familie så i øvrigt indretter sig, er der flere bud på i dag end nogensinde før. For der er forskel på, om man har store eller små børn, er gift eller single, har delebørn eller bor sammen hver dag. Og godt for det.
SOM LIGESTILLINGSMINISTER ønsker jeg et samfund, hvor både mødre og fædre oplever, at de har størst mulig frihed til at balancere mellem job og børn på en måde, der passer bedst med deres livsomstændigheder og ønsker for livet. Også selvom det betyder, at de træffer helt andre valg end jeg selv.
Derfor bliver jeg ærlig talt både forstemt og forarget, når jeg i Politikens spalter og en række andre medier følger debatten om såkaldte ‘ karrierekvinder’ og ‘ supermødre’. En debat, der alt for ofte minder om en skyttegravskrig, hvor karrierekvinder bliver beskyldt for at svigte deres børn, mens hjemmegående og deltidsarbejdende mødre må stå på mål for at svigte ligestillingen og de fremskridt, som kvinderne har tilkæmpet sig på arbejdspladserne, siden de i 1960′ erne i stort antal stormede ud på jobmarkedet.
JEG HAR ALDRIG abonneret på det gamle ordsprog om, at kvinde er kvinde værst. Men det er lige før, jeg begynder at gøre det, når jeg læser Politiken-debattør Ditte Gieses og den socialdemokratiske debattør Mette Viktoria Pabsts angreb på kvinder, der vælger at skrue ned for karrieren i nogle år. Ifølge de to debattører er der tale om kvinder, som slet ikke sætter pris på det moderne liv og som staten nærmest har spildt en uddannelse på.
Jeg kan godt forstå, at moren Anne-Mette Karstad, der havde fortalt Politiken, at hun havde skruet ned for karrieren i nogle år for at hente sin lille datter i daginstitution kl. 15 hver dag, syntes at debattonen var hård. Ikke mindst, når Ditte Giese på sin facebookprofil forudsagde, at den pågældende mor ville blive forladt af sin mand til fordel for en anden kvinde »sådan en ambitiøs en, der er sej« og aldrig komme ind på arbejdsmarkedet igen. Et underligt forsøg på at lege spåkone, der kan forudse, at alverdens ulykker vil ramme kvinder, som ikke lever op til den feministiske drøm, som den ser ud i Gieses univers.
Som ligestillingsminister er jeg særdeles bevidst om den skævvridning af løn og pension, som er forbundet med, at det oftest er kvinderne, der vælger at skrue ned for karrieren, tage barns første sygedag og det meste af barselsorloven, når der kommer børn i familien.
Det er vigtigt, at også den enkelte kvinde er opmærksom på det, og det er både godt for ligestillingen og for børnene, når mænd og kvinder deler de opgaver, der følger med at have børn, mere ligeligt, end det sker i mange familier i dag.
Men der findes ikke en bestemt skabelon for det ‘ rigtige’ eller ‘ gode’ familieliv. Det er den enkelte familie, og kun dem, der kan vurdere, hvad der er den rigtige løsning i netop deres familie.
DITTE GIESE og Mette Viktoria Pabst gør sig til fortalere for en ligestillingsdebat støbt i beton, når de italesætter kvinder, der vælger at skrue ned for karriereblusset i nogle år, i stærkt nedladende vendinger.
De vægter ideologi over den enkelte kvindes frie valg og mulighed for at ændre prioritering over et langt liv. Derved er de to debattører med til at bekræfte de fordomme, der stadig eksisterer, om, at kvinder, der skruer ned for karrieren, mens børnene er små, ikke ønsker at komme tilbage og give den fuld gas på arbejdsmarkedet senere.
Det er en skam. For selvom vi i Danmark har mange familievenlige arbejdspladser, ved vi også, at der stadig findes arbejdsgivere, som tager de spændende opgaver ud af hænderne på medarbejderne i det øjeblik, de meddeler, at de skal på barsel, og som ser skævt til kvinder, der arbejder på deltid eller har været hjemmegående i en periode. For blot en måned siden offentliggjorde Institut for Menneskerettigheder en undersøgelse, der viser, at 11 procent af kvinderne og 8 procent af mændene oplever, at de kommer tilbage til et job med mindre ansvar end det, de havde, da de gik på barsel. Det er selvsagt ikke i orden.
VI HAR SOM samfund al mulig interesse i at lette overgangen fra barsel, deltid og selvbetalt orlov til fuldtidsjob. Vi skal ikke tale kvinder – eller mænd – der vælger at skrue ned for karrieren i en periode, længere væk fra arbejdsmarkedet. Vi skal tale dem op.
For selvom de to debattører har ret i, at det kan være vanskeligt at få en karriere i gang efter nogle års pause, er der ingen grund til, at vi tilslutter os holdningen om, at sådan må det nødvendigvis være.
Vi skal glæde os over, at mange kvinder har en god uddannelse, som ikke ruster på få år.
I dagens Danmark har vi en stærk tradition for, at både mor og far arbejder, og den bryder ikke sammen, fordi nogle træffer et andet valg, mens børnene er små, og lader mor – eller far – gå på deltid i en kort årrække. Så lad os respektere den enkelte mors og fars frie valg.
Den respekt skal selvfølgelig også gælde mødre, der både favner børn og et job, der kræver væsentlig mere end en arbejdsindsats på 37 timer om ugen.
Jeg er selv en af dem. Og ligesom jeg vil kæmpe for enhver kvindes ret til at skrue ned for karrieren, mens børnene er små, så håber jeg, at de selv samme kvinder vil kæmpe for, at det er mit frie valg både at være minister og mor til en lille datter.
»VI SKRIVER ÅR 2016!«, har jeg lyst til at råbe til de debattører og redaktører, som stadig har svært ved at forstå, at mor kan være borgmester – eller sågar statsminister.
Vel at mærke uden at der i offentligheden skal rejses tvivl om, hvorvidt hun magter begge dele.
Senest var det Helsingørs borgmester, den rutinerede politiker Benedikte Kiær, der som højgravid kunne konstatere, at man på lederplads i Helsingør Dagblad mente, at »så bliver det spændende at se, hvordan Benedikte Kiær efterfølgende vil klare borgmestertjansen med en nyfødt i privaten«. Chefredaktør Klaus Dalgas bedyrede, at han skam ville have stillet det samme spørgsmål, hvis der var tale om en mandlig borgmester. Til det må jeg bare sige, at det har vi stadig til gode at se.
Jeg ved, at Benedikte Kiær er kvinde for at tage til genmæle frem for at lade sig slå ud. Og jeg håber, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har smidt afskedssalutten fra JP-blogger Mikael Jalving hen i bullshit-bunken, inden hun tog til London for at blive direktør for Save the Children.
»Nu bliver det altså London, hun kommer til at shoppe rundt i de kommende år, mens hun i forbifarten redder alverdens børn fra alverdens ulykker. Om hun også får tid til at se sine egne, melder historien ikke noget om«, lød det fra Mikael Jalving, der åbenbart følte trang til at udtale sig om Helle Thorning-Schmidts moderskab, fordi hun havde landet et internationalt topjob.
Igen må jeg bare konstatere, at jeg ikke mindes eksempler, hvor der i medierne gisnes om, hvor meget mænd har tid til at se deres børn, når de får et nyt job. Måske er det en trøst, at det er begrænset, hvor mange unge mennesker der når helt om på avisernes debatsider. For hvilke unge piger får ligefrem lyst til at gå efter de højeste poster i vores samfund, hvis de samtidig kan se frem til at blive hetzet som dårlige mødre.
I DAG ER DET mors dag, og jeg vil gerne bruge dagen til at tage et opgør med den ‘ mor-bashing’, som præger debatten om kvinder, børn og karriere herhjemme.
Jeg oplever, at vi på lange stræk har fået en unødvendigt polariseret ligestillingsdebat i Danmark. En debat, der især foregår mellem en række professionelle debattører, som lever af at hvæsse pennen og generere klik på nettet. Det gør nok debatten skarp, men også ekskluderende, over for alle de kvinder, som både er ambitiøse på jobbet og bager boller om søndagen, men som ikke kan genkende sig selv i de karikerede beskrivelser af toptunede karrierekvinder over for speltbollebagende supermødre. For det er jo netop pointen – at kvinder i Danmark kan vælge at indrette sig på mange forskellige måder, hvor de både prioriterer job og børn. Lad os glæde os over det i stedet for at slå hinanden i hovedet, når nogen vælger anderledes end os selv.
Når det er sagt, så synes jeg, det er et sundhedstegn, at mange mødre og fædre, her et halvt hundrede år efter at kvinderne stormede ud på arbejdsmarkedet, ikke kun ser alle gevinsterne.
De er også begyndt at forholde sig til de udfordringer, det kan have for familielivet – og ikke mindst børnene – når forældre i Danmark sammenlagt er nogle af dem, der både i forhold til andre samfundsgrupper og folk i andre lande lægger flest timer på arbejdsmarkedet.
Jeg ser det som en naturlig refleksion i mange familier, der indimellem kan føle sig presset i en hverdag, hvor der aldrig rigtig er timer nok. Og jeg ser det som et positivt tegn på, at danske forældre gør sig umage med at indrette en god hverdag for deres børn.
VI SKAL TURDE tage den debat uden at beskylde hinanden for at ville sende kvinderne tilbage til kødgryderne. Men vi skal samtidig passe på, at vi ikke kommer til at fremmane et falsk billede af, at det i Danmark er noget nær umuligt at forene familie-og arbejdsliv, uden at det fører til stressede voksne og svigtede børn.
Set i international sammenhæng har danske kvinder nogle af de allerbedste muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter en lang barsel. Adgangen til daginstitutioner, der gør det muligt for forældre at passe deres job i tillid til, at børnene har det godt, er altafgørende i den sammenhæng.
Ikke alle forældre mener, at det er til deres børns bedste at være i vuggestue fra 8.30-17 fem dage om ugen. Mange har heldigvis også bedsteforældre, der giver børnene lidt ekstra fritid, andre kan lægge mors og fars arbejde forskudt eller arbejde hjemmefra, og i andre familier igen vælger den ene forældre – i dag er det oftest mor – at arbejde på deltid.
I DANMARK ER det den enkeltes frie valg, men vi skal ikke længere væk end til Tyskland, England eller Spanien for at se, at veluddannede kvinder i stort tal tvinges ud af arbejdsmarkedet – eller er henvist til lavtlønnede deltidsjobs – når de får børn, fordi der er mangel på vuggestuer og børnehaver, og prisen for at gå der er skyhøj. Det er spild af talent og menneskelige ressourcer og presser de pågældende landes fødselstal i bund. Hvis vi i Danmark skal have råd til fremtidens udfordringer med en aldrende befolkning, er det nødvendigt, at kvinderne fortsat både har lyst til og mulighed for at være en del af arbejdsstyrken, også efter at de har fået børn.
Så lad os få debatten om mødre og karriere op af skyttegravene og mødes om, at man kan være en god mor på mange forskellige måder. Vi skal stå sammen om at forsvare den enkelte kvindes frie valg, og vi skal skabe forståelse for, at det lige så godt kan være far, der går på deltid, tager barns 1. sygedag eller indkører den lille i børnehaven, som det kan være mor.
Det frie valg skal selvfølgelig gælde begge køn. Derfor vil jeg slutte af med at ønske rigtig god mors dag til hele familien.
Jeg har aldrig abonneret på det gamle ordsprog om, at kvinde er kvinde værst Jeg oplever, at vi på lange stræk har fået en unødvendigt polariseret ligestillingsdebat i Danmark Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst gør sig til fortalere for en ligestillingsdebat støbt i beton.
