Alle børn fortjener en god skolegang -også børn med særlige behov.
De seneste år har debatten dog mere handlet om andelen af de elever, som skal have særlig hjælp, den såkaldte 96 pct.-målsætning, der blev aftalt mellem den tidligere SRSF-regering og KL tilbage i 2012, end hvordan vi hjælper alle børn bedst muligt.
Der har været mange – også for mange – udfordringer i arbejdet med inklusion, men heldigvis er der også mange skoler og kommuner, hvor inklusionen fungerer og netop sker med udgangspunkt i det enkelte barn.
Inklusion er i bund og grund en sympatisk tanke. Det handler om, at alle børn skal være en del af et fællesskab, hvor de trives og lærer noget. Selve tanken bag inklusion er der da heller ikke mange, der har kritiseret.
Bliver hjemme under dynen
Kritikken retter sig i langt højere grad mod den konkrete situation, som mange lærere og pædagoger befinder sig i. Nemlig der, hvor de står med en børnegruppe, de ikke altid kan styre – og hvor særligt ham, der sidder under bordet, og hende, der konstant ender i kon-flikter, får læsset til at tippe.
Mange lærere og pædagoger føler ikke, at de kan imødekomme denne børnegruppe fagligt, og det er præcis i sådanne situationer, at inklusion mister udgangspunktet i, hvad der er det enkelte barns tarv. Nogle elever har måske særlige behov, som læreren eller pædagogen ikke kender. De er ikke klædt godt nok på til opgaven og føler ikke, at der er tid og hænder nok. Det giver frustration de steder, hvor inklusionen er gået for stærkt, uden at ressourcer, ordentlig forberedelse og uddannelse er fulgt med.
Det har medført mange historier om enkeltsager, hvor frustrerede børn hellere vil blive hjemme under dynen end at tage i skole, og hvor forældrene står magtesløse og fortvivlede tilbage.
Selvom det i mange kommuner fungerer med inklusion, fylder de dårlige eksempler for meget. Ét barn, der bliver svigtet, havner det forkerte sted, eller ikke får hjælp, er ét for meget.
Ressourcer er ikke fulgt med
Regeringen nedsatte i november 2015 en ekspertgruppe, som fik til opgave at se på inklusionsområdet, identificere hovedproblemerne og komme med bud på fremadrettede anbefalinger. Gruppen afleverer 11/ 5 sine anbefalinger.
Ekspertgruppen er da også gennem sit eftersyn stødt på mange udfordringer i arbejdet med inklusion.
Blandt andet viser det sig, at ikke alle elever får den støtte, de har behov for.
Der er også en oplevelse blandt det pædagogiske personale og skolelederne af, at ressourcerne ikke er fulgt med fra eleverne fra specialtilbuddene over i normalundervisningen.
De kan altså ikke se, hvor de ekstra hænder er blevet af. Der har samtidig været flere dagsordener på skolen: strukturændringer, folkeskolereform og en arbejdstidsændring.
Negativt mærkat
En anden grundlæggende udfordring i arbejdet er, at forståelsen af inklusion er blevet for snævert knyttet til et spørgsmål om at flytte elever. Fokus har i al for høj grad været på at opnå et bestemt tal – nemlig målsætningen om, at 96 pct. af alle børn skal gå i en almen klasse.
Det har fået for meget vægt i forhold til målet om at styrke folkeskolens læringsmiljøer og undervisning, så alle elever skal udvikle sig fagligt og socialt. Det betyder, at udtryk som “inklusionsbørn” er helt almindeligt. Ordet er stærkt stigmatiserende, og alle kan se billedet for sig af det anormale barn, som laver uro, generer andre børn og ikke passer ind i fællesskabet. Hvis vi kan komme væk fra at sætte negative mærkater på eleverne, har det en stor positiv betydning for dem.
Vi skal have et fagligt og socialt fællesskab for alle børn, hvor de kan trives og udvikle sig, og vi skal bryde med tanken om, at der ikke kan være små fællesskaber i det store, fx ved at en gruppe elever modtager undervisning sammen med almenklassen i nogle timer, men i særlige tilbud i andre og dermed kan være en del af både en almen folkeskoleklasse og et specialiseret undervisningstilbud.
Den bedst mulige skolegang
Ekspertgruppens anbefalinger giver os et udgangspunkt for det fremadrettede arbejde. Eftersynet vil komme med en lang række anbefalinger på praksisniveau, som gerne skal være understøttende for, at alle børn får den bedst mulige skolegang i et fællesskab – uanset om det er i en almen klasse, eller om de udvikler sig bedre på en specialskole eller i en specialklasse.
Vi skal ændre inklusionsdebatten fra en diskussion om kolde tal og 96 pct.-målsætninger til i stedet at handle om det enkelte barn og stærke børnefællesskaber.
Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen og formand for ekspertgruppen i inklusionseftersynet.
