Glædeligt for eksporten

Tyskland er Danmarks største eksportmarked, hvor vi årligt eksporterer varer og tjenesteydelser for 150 mia. kr.

Det svarer til en femtedel af Danmarks eksport. Men Tyskland er mere end en vigtig samhandelspartner for os, Tyskland er også vores naboland og tætte samarbejdspartner, ikke mindst her i grænseområdet.

Derfor var det også uforståeligt for os i Venstre, da den daværende S-ledede regering nedlagde generalkonsulatet i Hamborg i 2013. Dengang foregik lukningen uden respekt for den store betydning, Tyskland har for dansk eksport og vores samarbejde.

* I dag er der mere end 2.600 overvejende danskejede selskaber registreret i Tyskland. Heraf har 1.400 af selskaberne base i Slesvig-Holsten og Hamborg. Det alene viser tydeligt, at det ikke bare er Tyskland som helhed, der er vigtig for dansk eksport, men også det nordtyske område. Der er ingen tvivl om, at dansk eksport har et kæmpe potentiale i Sydtyskland, men det må ikke ske på bekostning af vores tilstedeværelse i Nordtyskland.

Derfor var jeg også glad for, at da udenrigsminister Kristian Jensen i sidste uge præsenterede regeringens Tysklands-strategi, var det med genåbning af Hamborg og etablering af et generalkonsulat i München som en del af strategien. Os, der bor i det sydog sønderjyske ved, hvor vigtige, vores gode relationer til vores naboland mod syd er. Det gælder både for vores erhvervsliv, kulturelt og på politisk niveau.

Derfor har det været vigtigt for Venstre og mig, at vi får genåbnet generalkonsulatet i Hamborg. Det har både symbolsk og praktisk en stor værdi for Danmark, at vi er til stede med et generalkonsulat i Hamborg, og jeg glæder mig til at se, det genåbner.