Eftersynet er i gang

Alle børn skal have mest muligt ud af at gå i skole -både socialt og fagligt. Det kræver, at vi tager udgangspunkt i den enkelte elev, sådan som også Ingvald á Kamarinum skriver her i avisen 4/ 1. Kamarinum kritiserer inklusionsindsatsen.

Nogle steder er inklusionen desværre gået for hurtigt, og det skal vi rette op på. Jeg har fra første dag som minister sat et klart mål om at forbedre forholdene for børn med særlige behov, der er kommet i klemme i inklusionsloven.

For at sikre, at alle børn får den støtte, de har behov for, har jeg nedsat en ekspertgruppe, som skal gå inklusionsindsatsen efter i sømmene. Ekspertgruppen består i høj grad af praktikere -skoleleder, lærere, pædagoger, psykologer, elever, formanden for Sammenslutningen af Unge Med Handicap og dertil en større referencegruppe med forældre, handicaporganisationer med flere. Personer, som kan komme med de praksisnære anbefalinger, vi har brug for.

Eftersynet sker på et solidt og fagligt grundlag baseret på ekspertgruppens erfaringer og med støtte i den forskning og viden, der allerede findes. Allerede til april vil ekspertgruppen komme med sine anbefalinger, og så kan anbefalingerne forhåbentlig få opbakning i Folketinget.

Derudover har regeringen afsat en pulje på 25 millioner kroner på finansloven til at støtte kommuner og skoler med udfordringer i inklusionsindsatsen.

Inklusion skal ikke handle om at nå en bestemt procentsats.

Inklusion skal ske med øje for, hvad der er til gavn for det enkelte barn. Regeringen er den grad i gang med arbejdet, et arbejde, hvor der ikke er behov for hurtige hovsa-løsninger, men derimod en gennemarbejdet justering til gavn for børn og unge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.