Formanden for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, ærgrer sig den 8. december over, at Danmark i år er rykket ned på World Economic Forums måling over ligestilling mellem kvinder og mænd (»Ligestilling går den forkerte vej« ). Som løsning foreslår hun, at regeringen i højere grad screener ny lovgivning for, hvilke konsekvenser den har for kvinder og mænd. Jeg er enig i, at vurdering af de ligestillingsmæssige konsekvenser af lovforslag og tiltag er et af de værktøjer, vi skal bruge. Det gør vi også allerede, når det er relevant. På den måde er vi opmærksomme på ikke at vedtage lovgivning, der er kønsdiskriminerende, eller som medfører utilsigtede skævheder mellem kønnene.
Det er særlig vigtigt på de områder, hvor kvinder og mænd har forskellig adfærd, ressourcer og behov – for eksempel på sundhedsområdet.
Vurderingerne er offentlige, og mit ministerium laver årligt en oversigt over de lovforslag, der er blevet gransket med ligestillingsbrillerne på.
Men det giver ikke mening at bruge ressourcer på at ligestillingsvurdere lovgivning, der tydeligvis ikke har nogen som helst betydning for ligestillingen. Vi skal væk fra at opfatte ligestilling som noget, der kun kan opnås gennem lovgivning, strikse procedurer og en 50/ 50-dagsorden.
World Economic Forums måling er netop bygget op omkring et millimeterprincip – for eksempel er Danmark gået tilbage i målingen, blandt andet fordi den tidligere regering med sine sidste rokader fik færre kvindelige ministre.
Det er ikke sådan, jeg ser på ligestilling. Det er en forkert præmis, at vi først har opnået ligestilling, når mænd og kvinder vælger ens og har ens adfærd. Ligestilling handler derimod om lige muligheder og frihed til at vælge selv for både kvinder og mænd.
Danmark er gået tilbage i målingen, blandt andet fordi den tidligere regering med sine sidste rokader fik færre kvindelige ministre. Det er ikke sådan, jeg ser på ligestilling.
