Svar til ‘ Regeringen gambler med vores børns fremtid’ af Susan Flyger og Rikke Arnholtz, gymnasielærere på Allerød Gymnasium, i Allerød Nyt Weekend 19. november 2015 Regeringen vil ikke fjerne kvaliteten i vores gymnasiale uddannelser som Susan Flyger og Rikke Arnholtz skriver (19.11). Tværtimod. Vi kommer også til at investere massivt i vores uddannelser i de kommende år.
Siden 2008 har der været udgiftsstigning på 31 procent på vores ungdomsuddannelser, og uagtet, at der heldigvis også er kommet flere elever ind vores uddannelser, er der tale om et stort løft af området.
Det er penge, vi har fundet fra andre områder for, at vores unge kan få gode uddannelser af høj kvalitet.
Men vi står nu i en situation, hvor rammerne for den offentlige økonomi er stramme, og derfor er vi nødt til at prioritere og effektivisere. Store dele af den offentlige sektor har allerede gennem en årrække været med til at frigøre ressourcer.
For eksempel har sundhedssektoren fra 2003 til 2013 haft en effektivitetsstigning på 26 procent. Nu skal også uddannelses-og kulturområdet være med til at løfte.
Jeg har aldrig påstået, at det er nemt at spare – heller ikke for gymnasierne. Men uddannelsessektoren har generelt en god økonomi, og jeg har tillid til, at vi med dygtige ledelser og undervisere på vores uddannelser kan løse opgaven og samtidig fastholde uddannelser af høj kvalitet.
Gymnasierne skal bestemt ikke gøres ikke til fabrikker med samlebåndsproduktion af studenter, men gymnasierne skal lære at gøre tingene klogere og mere effektivt, så de unge fortsat både kan blive hele mennesker, dannede borgere og kompetente studerende.