Kom ind i kampen for en bedre skole

Det virker, som om mange har glemt det. Hele årsagen til, at den tidligere regering sammen med et bredt flertal vedtog, at folkeskolen skulle gennemgå en større omstilling: På hver årgang er der tusindvis af børn, som vi taber. 15 til 17 procent kommer ud af skolen uden at kunne regne, skrive og læse på et basalt niveau. Det er børn, som går en svær fremtid i møde i et land, hvor vi ellers bryster os af at give lige muligheder til alle. Det kunne og kan vi ikke bare ignorere.

Vi skal have en folkeskole, hvor fagligheden er i top. Hvor børn trives, og hvor alle bliver udfordret på hver sit niveau.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan give alle friheden til at vælge, hvordan de vil indrette deres tilværelse.

Den negative sociale arv er fortsat en pinefuld og tydelig realitet i Danmark. I et af verdens mest lige samfund er det alligevel af stor betydning for det enkelte barns muligheder, når vedkommende går ud ad skoleporten efter 9 år, hvilken social baggrund han eller hun har.

Før reformen betød det også noget, hvor i landet eleverne boede. Et barn i en folkeskole i Horsens Kommune fik for eksempel i løbet af skoletiden op mod et års mere undervisningstid end et barn i Vallensbæk.

Så store geografiske forskelle i timetal og læring gav ikke alle børn lige gode uddannelseskort på hånden.

Store forskelle både geografisk og på, hvor meget børn lærte i skolen, var markante årsager til, at folkeskolen havde brug for en reform. Med flere timer i dansk og matematik. Med ekstra tid i skoledagen til at tilrettelægge undervisningen til gavn for alle børn. Vi havde en god skole for den store midtergruppe.

Men vi var ikke gode nok hverken til at udfordre de dygtigste eller til at sikre, at de svagest stillede ikke blev hægtet af.

Nu står vi så her. Næsten halvandet år inde i reformen. Går det, som det skal? Langtfra alle steder. Er skoledagenes længde et problem? Nogle steder. Er alle elementer fuldt indfaset? Langtfra.

Der er problemer, vi skal tage hånd om, og der er steder, hvor det ikke er godt nok, det, der foregår. Men så store omstillinger tager tid, og det er derfor, vi følger hele processen meget tæt.

I dag kan vi offentliggøre de første resultater af følgeforskningsprogrammet, der skal følge implementeringen af folkeskolereformen.

Her har mere end 16.000 elever og omkring 3.000 lærere og pædagoger samt deres skoleledere besvaret spørgsmål om den nye folkeskole.

Kigger vi på rapporternes resultater, er de egentlig ikke overraskende. Der er både en lang række ting, der fungerer, og en lang række ting, der ikke fungerer. De bekræfter det, andre undersøgelser har vist, nemlig at eleverne trives og viser interesse for de faglige aktiviteter i skolen, men at lærerne og pædagogerne oplever udfordringer med at finde tid, og de er usikre på, hvordan de skal arbejde med de nye undervisningselementer som eksempelvis bevægelse og understøttende undervisning.

Rapporterne viser, at folkeskolen er på vej til at forandre sig, men endnu langt fra målet. Andet kunne man ikke forvente.

Vi skal være realistiske og indstille os på, at vi først kommer til at se resultaterne af reformen i løbet af de kommende år. Folkeskolen er et stort og stolt skib med en værdifuld og tung last. Det tager tid for sådan et skib at ændre kurs. Det kræver tålmodighed fra alle sider.

Vi ser det samme, når større virksomheder gennemgår store forandringsprocesser.

Det tager år, før man kan se forandringen på bundlinjen. Og der vil være frustrationer og problemer undervejs.

Medarbejdere bliver overvældet og frustreret over forandringerne. Det ser vi blandt lærerne mange steder. Men hvis forandring ikke må være svær, vil vi aldrig kunne ændre noget.

Dagens rapporter er ikke en status for, om indholdet i reformen holder. Det er grundlæggende en status for, hvor langt vi er med implementeringen.

Derfor skal vi også dreje debatten fra at handle om, om der overhovedet er grund til at gennemføre reformen, til at beskæftige sig med, hvordan vi får den til at fungere ude på skolerne.

Jeg tror, at de fleste har både ideer til og fornemmelse af, hvor der kunne justeres eller ændres, men følgeforskningen understreger også, at der er store forskelle landet over. Derfor skal man også overveje grundigt, om ændringerne er så vigtige, at der igen skal kastes nye bolde op i luften overalt, eller om ikke vi med en vis form for ro og større frihed til at finde lokale løsninger kan nå længere.

Hele pointen med, at partierne bag folkeskolereformen med stor opbakning fra områdets parter satte 75 millioner kroner af til et såkaldt følgeforskningsprogram, var, at støtten til folkeskolerne og kommunerne i de kommende år skal ske på et oplyst grundlag. Vi skal vide, hvor skoen klemmer, for at kunne lette trykket.

Følgeforskningsprogrammet giver os et fælles vidensgrundlag for, hvordan vi skaber en god skole.Vi skylder elever, forældre, medarbejdere og ledere i folkeskolen, at vi står på den bedst mulige viden, når vi drøfter, hvordan det går med at gennemføre reformen.

Jeg synes, det er positivt, at alle parter i det nye Kvalitetsforum for Folkeskolen har givet hånd på, at vi anvender følgeforskningen som fælles udgangspunkt.

Vi forpligter os til at dykke ned i hvert enkelt resultat i rapporterne for at finde ud af, hvordan vi sammen takler udfordringerne og videreformidler erfaringer med de ting, der fungerer.

Lad os starte hos dem, det hele i sidste ende handler om, nemlig eleverne. Rapporterne konkluderer, at eleverne har det godt i skolen og har stor tillid til de voksne omkring sig. Men de oplever forskellige versioner af reformen. Den åbne skole, lektiehjælp, faglig fordybelse og bevægelse er ikke for alle elever en fast del af skoledagen.

For eksempel svarer 96 procent af eleverne, at de sjældent eller meget sjældent oplever, at der gennemføres eksterne aktiviteter som virksomhedsbesøg, voksne udefra som undervisere eller undervisning i en sportsklub eller andet.

33 procent af eleverne siger, at de er meget fysisk aktive i skolen, mens 26 procent af eleverne siger, at de er overvejende inaktive. Derfor er det heller ikke så underligt, at vi fra nogle elever hører, at de længere dage bare byder på mere af det, de kendte til i forvejen. Og det var ikke meningen. Meningen var en mere varieret undervisning af bedre faglig kvalitet.

Vi skal udnytte, at nogle skoler er længere end andre med de forskellige elementer.

Måske har en skole i Sønderjylland knækket nødden, når det gælder noget, som skolen på Fyn ikke kan – og omvendt.

Ministeriet bruger mange og målrettede kræfter på at støtte udviklingen gennem videndeling, vejledning og inspiration, men den stærke folkeskole bygges lokalt. På dygtige lærere, pædagoger og stærke skoleledelser og på stort forældreengagement og opbakning til skolen og lærerne.

Vi skal løfte i flok. Det kan vi bl. a. gennem det nye Kvalitetsforum for Folkeskolen.

Stridsøksen, som i den grad har været fremme de seneste år, skal begraves.

Kommuner, lærere, pædagoger, forældre og elever og vi politikere skal arbejde sammen på en forpligtende måde. Der er brug for en mere direkte dialog, end der har været hidtil.

Og alle skal tage et ansvar for at finde de løsninger, der skal til. Det skal vi gøre ud fra et fælles udgangspunkt om, at det kan og skal lykkes. I kvalitetsforummet kan folkeskolens parter både komme med forslag til mig og til folkeskoleforligskredsen om folkeskolens udvikling.

På den måde sikrer vi en samtale, der fører til andet og mere end mere snak.

Vi skal handle med konkrete tiltag, der gør hverdagen nemmere for skolerne og kommunerne og i sidste ende sikrer en bedre undervisning og hverdag for eleverne.

Forsøget med konfirmationsforberedelse, hvor eleverne fritages for to timer af den understøttende undervisning i 7. eller 8. klasse, er et eksempel på konkret handling.

Kvalitetsforummet skal også tænke over, hvordan opgaven kan blive nemmere for lærerne og pædagogerne. Rapporterne peger på, at lærere og pædagoger har stigende tiltro til, at reformen giver en bedre skole.

På en skala fra 1 til 6 er undervisernes tiltro steget fra 2,8 til 2,95 det seneste år.

Lærerne og pædagogerne i indskolingen arbejder med motion og bevægelse og har meget fokus på elevernes trivsel, og lærerne i udskolingen har stort fokus på faglighed. Lærerne er særligt positive over for målstyret undervisning, hvor der er fokus på, hvad eleverne skal lære, frem for på, hvilket pensum de skal igennem.

De oplever, at det bidrager til undervisningens kvalitet og elevernes læring.

Men resultaterne vidner i den grad også om, at det har været et turbulent førsteår for både lærere og pædagoger. Mange pædagoger og lærere siger, at der ikke er sammenhængende forberedelsestid nok, og at det kniber med det tværgående samarbejde i personalet. Samtidig oplever de, at flere dele af reformen har været så uklart defineret, at de skal opfinde den dybe tallerken selv. Det tager derfor tid at få indarbejdet elementer som bevægelse, faglig fordybelse og åben skole i skoledagen.

Den usikkerhed skal vi tage alvorligt.

Lærerne og pædagogerne har brug for inspiration til, hvordan de skal få eleverne til at bevæge sig mere, samtidig med at det spiller sammen med læringen – eller hvordan de opbygger et godt samarbejde med den lokale smed, medicinalvirksomhed eller fodboldklub. Heldigvis er der ifølge rapporterne allerede en del skoler, der har gode erfaringer, som de resterende skoler kan trække på.

Det handler ganske enkelt om lokal kapacitetsopbygning.

Ministeriet støtter den opbygning blandt andet gennem læringskonsulenter, forsøgs-og udviklingsarbejde, målrettede puljer og skræddersyede data. Lærerne og pædagogerne skal også efteruddannes. Lige nu har kommuner og skoler ikke brugt så meget af den såkaldte efteruddannelsesmilliard, som det var forventet. Her skal man lokalt finde løsninger, der giver medarbejderne mulighed for at komme af sted på kurserne.

Grundlæggende handler det dog om lokal frihed. Respekt for lokale forhold.

Det er en stor lokal opgave at løfte reformen.

Folkeskolen skal ikke være den samme over hele landet. Den gode løsning for en skole i København er ikke nødvendigvis er en god løsning for landsbyskolen i Hylke. Derfor skal der også være plads til, at man tager reformen i etaper, hvis man f. eks. som det første vil koncentrere sig om at få børnene til at bevæge sig mere og så tage samarbejdet med lokalmiljøet i næste omgang.

Lokal udvikling forudsætter til tider også udvidet lokal frihed. Derfor kan kommunerne ansøge om lokale forsøg, der ligger ud over folkeskolelovens store frihedsgrader. Jeg har som minister valgt at bakke op. For lokalt engagement og ideer, der får lov til at blomstre, er en vigtig del af at skabe en stærk lokal skole.

Jeg har eksempelvis godkendt Lolland Kommunes forsøg med karakterer i 7.klasse for at gøre eleverne uddannelsesparat.

Lyngby-Taarbæk Kommune har fået godkendt forsøg med ét stort skoledistrikt for at have bedre muligheder for at skabe ens klassestørrelser og blande børn med forskellig baggrund. Slagelse laver nu kreative talenthold i udskolingen, og Odense har fået forlænget et forsøg med fælles ledelse af to folkeskoler for at skabe en fælles pædagogisk profil på tværs af skolerne. Så hvis kommuner og skoler brænder inde med gode ideer og ønsker, så henvend jer.

Skolereformen betyder også et styrket lokalt ansvar, hvor skolelederne skal have frihed til, og dermed tage ansvar for, at sætte kursen. Ifølge rapporterne er det også netop, hvad skolelederne har gjort det første år. Skolelederne har derfor også stor tiltro til, at reformen med tiden vil give en bedre skole.

Skolelederne blev i følgeforskningsprogrammet bedt om på en skala fra 1 til 6 at vurdere, i hvilken grad folkeskolereformen vil føre til en bedre folkeskole.

Her er gennemsnittet knap 4,5. Men skolelederne oplever stik imod hensigten ikke, at de har fået større indflydelse på driften af deres skole.

Faktisk mener en del, at de nu har mindre indflydelse, ikke kun på skolens faglige mål, men også på undervisningens indhold og personaleforhold.

De bruger tid på administration og afrapportering på grund af stigende styring fra kommunerne.

Noget tyder derfor på, at kommunerne og skolelederne skal afklare, hvordan de i samarbejde sikrer, at den lokale handlefrihed, som reformen lægger op til, ikke stopper på kommunekontoret.

Folkeskolen drives af kommunerne, det forpligter. For skoleledernes, lærernes, pædagogernes, elevernes og forældrenes udsagn er udtryk for, at der er reelle problemer flere steder, som kommunerne bliver nødt til at tage hånd om.

Hvis skolerne skal få den ro, de har brug for, skal kommunerne være tydelige over for både elever, forældre og personale om, hvad de selv og skolerne arbejder med. Kommunerne skal også blive bedre til at invitere elever og forældre med til bords, så de bliver en del af arbejdet og tager ejerskab over forandringerne.

Folkeskolereformen kunne i sommer sætte første lys i lagkagen, og det er tydeligt, at det gamle ordsprog om, at man skal kunne kravle, før man kan gå, også gælder her. De mere end 1.300 folkeskoler er ikke nået lige langt med implementering af reformen. Det vil de heller ikke være næste år, men her skal alle skoler gerne være tættere på målet.

Med følgeforskningsprogrammet kan alle – forligskredsen, folkeskolens parter og alle andre interesserede – i de kommende år følge tæt med i, hvordan det går, og vi kan få taget hånd om de steder, hvor der er behov for justeringer.

Jeg vil opfordre alle i og omkring folkeskolen til at gribe løsningerne for at skabe en stærk og stolt folkeskole. Folkeskolen er nemlig den vigtigste institution i vores samfund. I folkeskolen lægges grundstenene til morgendagens samfund.

Her dannes og uddannes eleverne af den undervisning, de mødes af. Her giver viden børn og unge nøglen til at nå den fremtid, de drømmer om.

Vi skal udnytte, at nogle skoler er længere end andre med de forskellige elementer Det tager tid for sådan et skib at ændre kurs.

Det kræver tålmodighed fra alle sider Resultaterne vidner i den grad om, at det har været et turbulent førsteår for både lærere og pædagoger Kommunerne skal også blive bedre til at invitere elever og forældre med til bords.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.