Jeg skulle angiveligt forsøge at skjule sandheden omkring, hvordan inklusionen fungerer, hvis man læser avisens leder den 6. november. Havde Weekendavisen dog gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i debatten om inklusion siden regeringsskiftet, ville det stå klart, at regeringen helt fra begyndelsen har sat problemerne omkring inklusion på dagsordenen.
Med et kig på vores regeringsgrundlag og en simpel søgning ville avisen kunne konstatere, at jeg eksempelvis i en række artikler har udtalt, at der mange steder er problemer med at få inklusionen til at fungere, og at det netop er derfor, at regeringen nu kommer med et eftersyn af inklusionen. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at det bare går godt. Tværtimod.
Lederen er således behæftet med en række fejl. Anne Knudsen skriver eksempelvis i lederen, at alle børn i princippet skal gå i samme type skole. Det er forkert.
Alle børn skal have det skoletilbud, der passer til dem.
Ikke alle børn skal eller kan gå i en almindelig skoleklasse.
Børn med særlige behov, der med ekstra støtte kan gå i en almindelig klasse, skal ikke bare ekskluderes.
Ingen børn skal udelukkes fra klassefællesskabet, hvis de kan klare sig i en almindelig klasse. Så det handler ikke om at »skubbe« børn med særlige behov ind i klasser. Det handler om at tage udgangspunkt i det enkelte barn.
Modsat påstanden i lederartiklen, tager vi højde for forskningsresultater på inklusionsområdet. Niels Egelund påpeger i den rapport, han har udarbejdet for KL og regeringen, at der er problemer forbundet med inklusionen. Det fremgår også af vores pressemeddelelse, og rapporterne kan læses på ministeriets hjemmeside.
Resultatet understreger lige præcis årsagen til, at et eftersyn er helt nødvendigt. Nemlig, at der er problemer mange steder. Men samtidig viser både den og de andre rapporter, at det heldigvis også går godt nogle steder. Især i kommuner, der længe har arbejdet med inklusion. De eksempler skal andre lære af. Det er blandt andet noget af det, den ekspertgruppe, jeg har nedsat, skal kigge på.
Det er afgørende for regeringen, at inklusionen kommer til at lykkes, og det gør den kun, hvis der tages hånd om de problemer, der er, og hvis indsatsen tager udgangspunkt i det enkelte barn, herunder at nogle børn har brug for særlige tilbud.
Der er overordnet set bred opbakning til inklusionstanken.
Det gælder blandt andet Danske Handikaporganisationer, hvis medlemsorganisationer bliver bredt repræsenteret i referencegruppen for eftersynet.
Det er ærgerligt, at man som lederskribent ikke sætter sig ordentligt ind i området, inden man sætter sig til tasterne.
Anne Knudsen viser også sin åbenlyse uvidenhed ved eksempelvis at nævne de blinde og døve som børn, der skal inkluderes. Her kan jeg oplyse, at langt de fleste børn, der er blinde, i mange år er blevet inkluderet efter deres forældres ønske, og at ny teknologi betyder, at langt de fleste børn med høretab også har mulighed for at blive en del af folkeskolens klassefællesskab.
Jeg vil meget gerne tale inklusion med Weekendavisen og alle andre, men jeg er skuffet over den ringe indsigt i emnet, der er demonstreret her.
