Regeringen vil angiveligt fratage familier friheden til at tilrettelægge en arbejdsdag, der hænger sammen for dem. Det skriver i hvert fald Krifas regionsformand i Nordjylland Thomas Højgaard (11.10).
Intet kan dog være mere forkert.
Det forholder sig faktisk ganske modsat. Regeringen hverken kan eller vil bestemme, hvordan familier indretter deres liv. Vi vil lade det være op til den enkelte familie, om de foretrækker, at den ene er på deltid, mens børnene er små. Det, vi som politikere kan gøre, er at sikre fleksible åbningstider i dagsinstitutioner, fradrag for hjælp i huset med BoligJob-ordningen og et fornuftigt skatteniveau, så familiernes råderum bliver større. Regeringens politik er at tilgodese den enkelte families behov gennem større fleksibilitet. Det tror jeg ikke, Krifa er uenige i.