Sociologen Nanna Mik-Meyer sætter i sit indlæg »Når viden diskvalificerer« den 10. november spørgsmålstegn ved sammensætningen af den arbejdsgruppe, som skal udføre inklusionseftersynet i folkeskolen. Nanna Mik-Meyer mener, at forskningsviden diskvalificeres, fordi der ikke er forskere med ved bordet, når gruppen bag inklusionseftersynet mødes. Det ræsonnement deler jeg slet ikke.
Formålet med inklusionseftersynet er at finde frem til konkrete løsninger på, hvordan vi sikrer en mere velfungerende inklusionsindsats, såvel som forslag til justeringer eller ændringer, så det sikres, at inklusionen tager udgangspunkt i den enkelte elev.
Netop fordi vi har rigtig meget god forskning på området, er det fornuftigt at inddrage praktikere i eftersynet. Det handler nemlig også om at få oversat den viden, der eksisterer, til konkrete indsatser og redskaber, som skole, lærere og pædagoger kan bruge. Og derfor er det elevernes oplevelser, der skal på banen sammen med skoler, lærere, pædagoger og psykologers erfaringer. De har deres daglige gang på landets skoler, og derfor kan de bidrage med andre perspektiver, end forskningsverdenen kan.
Det giver sig selv, at den nedsatte ekspertgruppe skal inddrage den viden, der i forvejen ligger på området, og komme med anbefalinger til, hvordan den kan blive brugt i praksis. Og i den referencegruppe, der er nedsat, er der en bred repræsentation af forskere.
Men for mig er det ikke hverkeneller.
Det er både-og. Der er brug for solid forskningsviden og viden fra dagligdagen. Og forventningen er, at den kombination er det bedste udgangspunkt for at løse de udfordringer, som vi står over for med inklusionsindsatsen.
