Foto: Rune Johansen

Praktikpladser er et fælles ansvar

Virksomhederne skal i højere grad åbne døren, når en ung erhvervsskoleelev på jagt efter en praktikplads banker på. For vi skal have oprettet flere praktikpladser rundt på arbejdspladserne, hvis flere unge skal have lyst til at søge ind på vores erhvervsuddannelser.

Samtidig ved vi, at mange virksomheder efterspørger faglærte, og det kræver, at virksomhederne løfter deres del af ansvaret med at tage elever. En analyse viser, at tre ud af fire af de søgende elever, som skolerne har kontakt med, har været ude at besøge virksomheder inden for den seneste måned uden at have haft held med deres foretagende. Den sidste fjerdedel har ikke været aktivt søgende. Dem skal vi også have med rundt. For selvom det ikke altid giver pote første gang, nytter det at blive ved.

Jeg har en forventning om, at alle søgende elever tager vandrestøvlerne på og går fra virksomhed til virksomhed for at høre, om virksomhederne har brug for en elev. Og muligheden er der. Vi ved, at der er kommet mere gang i drejebænkende, robotterne og fræserne rundt om i produktionshallerne, eksporten stiger, lastbilerne kører mere, og der er mere aktivitet i containerhavne end for bare få år siden. Skal væksten fortsætte, skal vi have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse og flere virksomheder til at se mulighederne i at tage elever og tilbyde dem en plads ved computeren, maskinen eller robotten. Vi skal styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet, og vores praktikcentre skal skaffe endnu flere en uddannelse med praktik.

Praktikcentrene skal bidrage aktivt, men det er først og fremmest på arbejdsmarkedet, der skal skabes flere praktikpladser. Virksomhederne kan se frem til, at de unge bliver endnu dygtigere og mere velkvalificerede, når de kommer ud, for med erhvervsuddannelsesreformen hæver vi kvaliteten på vores uddannelser. Derfor bør de unge være meget attraktive for virksomhederne, som kan ansætte en elev, når der mangler en faglært. Skal der sikres velkvalificeret arbejdskraft fremover, skal praktikpladserne skabes nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *