Det danske uddannelsessystem er kendetegnet ved en fri og lige adgang, som giver muligheder for at alle uanset baggrund og størrelse på pengepungen, kan komme så langt som deres evner og indsats rækker til. Det er et uddannelsessystem, som vi skal værne om og en kernevelfærdsydelse, som regeringen prioriterer.
Vi kommer dog ikke uden om, at rammerne for den offentlige sektors økonomi er stramme, og der er derfor behov for at prioritere og effektivisere. Det sagde vi før valget, og sådan er det stadig. Det gennemførte kasseeftersyn har endog skærpet behovet for benhårde prioriteringer, for dansk økonomi ser desværre ikke så glansbilledagtig ud som SR-regeringen sagde. Alene til næste år er råderummet isoleret set 3 milliarder mindre end forventet. Regeringen har allerede i regeringsgrundlaget, skrevet, at hele den offentlige sektor skal bidrage til at frigøre midler til prioriterede områder ved løbende at effektivisere og omprioritere. Kun på den måde kan vi styrke de velfærdsområder, som danskere sætter højest i en tid, hvor der samtidig er behov for en stram styring af de offentlige udgifter.
Store dele af den offentlige sektor har allerede i en årrække bidraget til at frigøre ressourcer til prioriterede områder gennem et årligt omprioriteringsbidrag på 2 pct., mens uddannelses- og kulturområdet samt kommunerne har været undtaget.
Med aftalen om kommunernes økonomi for 2016 er regeringen og kommunerne blevet enige om, at kommunerne også skal bidrage til at frigøre ressourcer til prioriterede områder. Derfor indføres der et årligt omprioriteringsbidrag på 1 pct. i kommunerne fra 2016. På sygehusene og i andre dele af den offentlige sektor har man længe haft fokus på at løfte produktiviteten og effektivisere hvor muligt. Tager vi sundhedssektoren, så er der fra 2003-2013 sket en produktionsstigning på 26 procent ved at organisere arbejdet anderledes.
På uddannelsesområdet er der investeret massivt i, at flere kan opnå en uddannelse, og det forventes derfor at en historisk stor andel af en ungdomsårgang vil få en ungdomsuddannelse og senere en videregående uddannelse. I den sammenhæng har skiftende regeringer tilført uddannelsesområdet flere og flere ressourcer uden, at der har været stillet et krav til omprioritering. Mens udgifterne på ungdomsuddannelsesområdet er steget med 27% og på de videregåendeuddannelser med 37% er udgifterne i kommunerne til kun steget med 1 % i perioden fra 2008 til2015.
Regeringen vil fortsat prioritere uddannelse og behovet for højt kvalificeret arbejdskraft. Men regeringen vil stille samme krav til hele staten om at effektivisere og tænke opgaveløsningen smartere. Regeringen vil derfor med finansloven for 2016 omfatteuddannelses- og kulturområdet af et årligt krav til omprioritering på 2 pct. fra 2016 på linje med andre statslige områder.
Uddannelsessektoren har generelt en sund økonomi , og det er regeringens opfattelse, at uddannelsesområdet på samme måde som andre statslige områder, kommuner og regioner kan realisere effektiviseringsgevinster som følge af smartere indkøb, stordriftsfordele, automatisering og digitalisering samt bedre organisering af arbejdet. Det er en stor opgave, men regeringen har tillid til, at vi med dygtige ledelser og undervisere på vores uddannelser kan løse opgaven, samtidig med at vi fastholder uddannelser af høj kvalitet, der forsyner arbejdsmarkedet med kvalificeret arbejdskraft.
Regeringen vil understøtte arbejdet på institutionerne, blandt andet ved at forenkle og afbureaukratisere, men også ved at bidrage til at udbrede erfaringerne fra andre dele af den offentlige sektor, som har løftet deres produktivitet og effektiviseret opgaveløsningen.
Omprioriteringsbidraget skal sikre, at der løbende frigøres midler til prioriterede områder og politiske indsatser. De præcise prioriteringer vil fremgå af regeringens finanslovsforslag, men vi kan dog allerede løfte sløret for, at såvel forskningsindsatsen som vores erhvervsgrunduddannelser, de frie skoler mm er undtaget omprioteringsbidraget fordi Regeringen prioriterer at flere unge får en erhvervsuddannelse, såvel som den forskningsindsats, der er nødvendig for at skabe fremtidens arbejdspladser.
