I anledningen af valgkampen, har jeg fået lov til at være gæsteblogger på Grænseforeningens hjemmeside. Det danske samfund er som et gammelt egetræ. Det har stået der gennem tiden, i regn, rusk, sol og tørke. Ja, vi har fået skrammer og knyster, men vi er vokset og er blevet stærkere dag for dag. Mindretallene i grænselandet er en af de grene, der er med til at gøre Danmark stærkere. Kulturel mangfoldighed, to sprog, to kulturer er en styrke, når vi udvikler dem sammen. Grænseregionen er eksemplet på, at når vi vil samfundet, og når vi vil hinanden, bliver vi stærkere sammen. Det er ikke ”multikultur”, men en samlet rig og mangfoldig kultur. Læs mere her:
Af Ellen Trane Nørby, MF (V)
”Ad helvede til med Grundloven”. Sådan sagde salafisten, Adnan Avdic, på TV2 News på Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrede demokratiet, folkestyret, vores frihedsrettigheder og alt det, der har gjort Danmark til det samfund, som vi kender i dag. Udsagnet skabte – forståeligt nok – røre på alle medieflader. Og udsagnet viste, at vi har parallelsamfund i Danmark. Vi har lommer i vores samfund, der vil en helt anden vej, end den, der har båret os gennem generationer. Nogle påstår, at det ikke kan undgås, når to kulturer mødes, men mindretallene her på begge sider af den dansk-tyske grænse er et eksempel til efterlevelse på, at kulturer kan mødes, udvikle sig og blive stærkere sammen.
I grænselandet er den danske og den tyske kultur gennem historien stødt sammen adskillige gange. For et par måneder siden fejrede vi 60 året for København-Bonn erklæringerne, der sikrede respekt og plads til mindretallene på begge sider af grænsen i en meget svær situation efter Anden Verdenskrig. Med meget få virkemidler – respekt, frihed, og generøsitet fra alle parter – lykkedes det, at vende en svær situation til en velfungerende samfundsmodel.
I dag lever vi ikke kun fredeligt side om side, men vi er mange der mener, at netop mindretallene på begge sider af grænsen, er med til at gøre vores område til noget helt særligt, frit og mangfoldigt. Når det kommer til mindretal taler man ofte om, at mindretallene skal føle sig som en del af fællesskabet. Mindretallene her i grænselandet er fællesskabet, en del af hverdagen og en del af samfundet. Og derfor holder vi også fast i hinanden.
Mindretallene er eksemplet på, at to kulturer kan mødes og udvikles til gavn for fællesskabet. Det tyske mindretal i Danmark integrerer sig i lokalsamfundet, lærer sproget, sender ungerne til spejder, fodbold eller håndbold i den lokale forening, samtidig med at de fastholder tyske rødder og sprog. Det danske mindretal syd for grænsen gør det samme. Mindretallene vil deres egen kultur, samtidig med, at de vil det samfund, de bor i. Og præcis det er et eksempel, der burde være forbillede for alle, der flytter til Danmark. At man kan være en del af Danmark uden at opgive sig selv og sin historie.
Danmark er ikke et multikulturelt samfund. Vi er danske. Men vi er et rummeligt samfund, hvor der er plads til dem, der kan og vil. Sådan har det været gennem historien og sådan skal det fortsat være. Desværre har vi fået parallelsamfund, hvor der er personer, der ikke vil Danmark. De er få, men de ødelægger det for de mange. Deres manglende integration koster både økonomisk, socialt og menneskeligt. Skal Danmark hænge sammen, så skal alle bidrage. Skal demokratiet være stærkt, så skal vi ikke være naive, vi skal stille krav, krav om dansk, krav om integration, krav om at man bidrager, hvis man kommer til Danmark. Og vi skal sørge for, at tilstrømningen ikke bliver så enorm, at integrationsopgaven bliver umulig og ender som en byrde for samfundet. I Danmark kræver vi ikke, at man opgiver sine rødder og sin kultur, når man kommer hertil. Men vi kan med rette forvente, at folk opfører sig ordentligt og bidrager til, at samfundet bliver stærkere i morgen, end det var i går.
Det danske samfund er som et gammelt egetræ. Det har stået der gennem tiden, i regn, rusk, sol og tørke. Ja, vi har fået skrammer og knyster, men vi er vokset og er blevet stærkere dag for dag. Mindretallene i grænselandet er en af de grene, der er med til at gøre Danmark stærkere. Kulturel mangfoldighed, to sprog, to kulturer er en styrke, når vi udvikler dem sammen. Grænseregionen er eksemplet på, at når vi vil samfundet, og når vi vil hinanden, bliver vi stærkere sammen. Det er ikke ”multikultur”, men en samlet rig og mangfoldig kultur.
