Benny Engelbrecht og jeg har dagens duel i JydskeVestkysten. Det betyder, at vi hver har skrevet et indlæg til JV om skatter og afgifter. Benny Engelbrecht og Socialdemokraterne vil stramme skatteskruen. Vi vil lette den, så vi kan skabe flere arbejdspladser – så det bedre kan betale sig at arbejde.
Vi ved, at tabte arbejdspladser er tabt velfærd og skabte arbejdspladser er skabt velfærd. Forudsætningen for at vi har råd til vores sygehuse, uddannelse og omsorgsfulde ældrepleje er nemlig, at vi får mere gang i økonomien og skabt private arbejdspladser.
Vi vil indføre et udgiftstop i den offentlige sektor, ikke fordi der ikke skal investeres i velfærd, men for at sikre, at vi bruger vores ressourcer i den kommende tid på at trække danmark helt ud af krisens skygger.
Danmark står til at få den sjettelaveste vækst i OECD, skal det ændres, så skal vi investere i danske arbejdspladser. Det vil vi, fordi det er gennem vores virksomheder og arbejdspladser, at vi får råd til vores velfærd. Det er de danske virksomheder der holder Danmark igang – og det er de danske arbejdstagere der bidrager til vores velfærd. Jo flere vi har i arbejde, jo mere velfærd har vi råd til. Og jo flere penge kan vi lade folk beholde selv.