Grundlovsdag var travl, da jeg var rundt til 4 arrangementer, hvor jeg skulle tale. Min dag startede ud på Søgaard Friskole, hvor også et par af børnene holdt tale. Herefter tog jeg videre til Ældrecentret Grønnegården, hvor Karina Lorentzen, Anne Sina og jeg talte om udviklingen i kvinders rettigheder med beboere. Efter at have snakket med beboerne, tog jeg videre til et velmødt grundlovsmøde hos Venstre i Sønderborg hvor hele 220 var mødt op. Min dag sluttede smukt af på Sønderborg Slot, hvor en række foreninger markerede 100 året for kvindernes rettigheder og plantede Kvindernes Eg.
Du kan læse min grundlovs-tale nedenfor:
100 års rettighedskamp
Grundlovstale 5. Juni 2015.
Ellen Trane Nørby, MF(V)
Det talte ord gælder
————————————————————————————————————————
Den 6. november 1886 var en skælsættende dag.
På den dag fremsatte Venstre-manden, Fredrik Bajer et forslag i Folketinget om at give kvinder over 35 år valgret og valgbarhed til Købehavns Kommunes borgerrepræsentation. Det var kontroversielt, modigt og fremsynet. Og forslaget blev da også mødt af så høj latter, og så mange udråb, at der måtte kaldes til orden i Folketinget.
Forslaget led et smerteligt nederlag i Landstinget. Men dermed var startskuddet på næsten 30 års kamp for kvinders valgret affyret.
Det var Venstre – det progressive bondeparti – der førte an i kampen for kvinders valgret. Ikke mindre end 11 forslag skulle der til, fra Fredrik Bajer fremsatte det første forslag i 1886, til kvinder fik kommunal valgret i 1908, og der skulle gå yderligere 7 år, før kvinder fik valgret på samme vilkår som mænd.
Den mandlige magtelite kom langt omkring i deres argumenter for, hvorfor kvinder ikke skulle have valgret. Først mente man, at det var synd for de arme kvinder, at de skulle deltage i ”det politiske livs sved, støv og snavs”.
Senere hen mente man at kvinder, der kunne være så hysteriske at tro, at de skulle deltage i det politiske liv, måtte have mere brug for en mand end et valgkort. Men oftest blev forslagene ganske enkelt ignoreret med ordene:
”Da Landstinget fastholder den mening, at det hverken er i samfundets eller i kvindernes interesse, at der tildeles disse valgret – så lidt som valgbarhed – går tinget over til næste sag på dagsordenen.”
Kvinders valgret var end ikke værdigt til en diskussion i Landstinget.
På denne dag for 100 år siden kulminerede kampen.
Kvinderne fik stemme- og valgret.
Indtil 1915 var det ikke kun kvinder, men en meget stor gruppe af befolkningen, der var udelukket fra at stemme. Faktisk tvivler jeg på, at vi i dag ville kalde det reelt folkestyre. Jo jo, det var bedre end enevælden, men reelt var det under 10 % af befolkningen, der have valgrettigheder.
I dag, for 100 år siden, blev diskrimination til inklusion.
De 5 F’er Fruentrimmer, fjolser, folkehold, forbrydere og fattige – eller sagt på almindeligt nudansk: kvinder, tosser, tjenestefolk, kriminelle og socialt udsatte fik stemmeret.
Indtil da havde ikke bare kvinder, men også almindelige arbejdsfolk på land og i by stået uden for demokratiet.
I dag for 100 år siden, blev det danske folkestyre folkeligt.
Den første Grundlov er demokratiets fødsel i Danmark. Men den tredje grundlov, Grundloven af 1915, er det folkelige demokratis gennembrud i Danmark.
Kvindernes valgret er en vigtig og skælsættende begivenhed i Danmark. Men kampen var ikke kun en kvindekamp, det var en folkekamp.
For 100 år siden blev folkestyret folkeligt. Og det er det den dag i dag – endda i så stor grad, at mange desværre tager deres rettigheder for givet.
100 års kamp for rettigheder er ikke slut. For mig er ligestillingskampen ikke en kvindekamp, det er fortsat en folkekamp.
Ligestilling handler ikke om kvinder og mænd skal være ens. Ligestilling handler om lige rettigheder og lige muligheder. Ligestilling handler om, at vi alle bliver set som de individer, med de kompetencer og karakteristika, som vi hver især besidder. Ligestilling handler om at sikre, at vi alle har mulighed for at udleve vores drømme uden at skele til vores køn.
Ligestillingskampen er en rettighedskamp, en folkekamp.
— ooo —
Natten mellem den 14. og 15. februar stod tiden stille. Terrorens grimme ansigt viste sig i København.
Terrorhandlingen har sat et nyt skel op i vores samfund.
Det har sat en skillelinje op mellem OS, der vil demokratiet, og DEM, der ikke vil demokratiet.
Dagen efter angrebet i Paris, var vi alle Charlie. Vi husker billederne af de europæiske statsledere, der går gennem Paris’ gader arm i arm sammen med over halvanden million mennesker. De gik for friheden, for retten til at ytre sig, og for demokratiet.
Dagen efter terrorangrebet i København, havde den store franske avis Liberation ryddet sin forside og erstattet den med ordene: Vi er danskere.
Vi er mange, der står sammen for demokratiet og for de frihedsværdier, der er indskrevet i vores Grundlov. Grundlaget for vores samfund.
Men vi har også råddenskab.
I Danmark, i Frankrig og i hele Europa. Råddenskab, der gnaver sig ind i tankerne på svage sjæle, og forpester deres ideer om, hvordan samfundet skal indrettes.
Hvad end de hedder Al Queda, Taliban, Boko Haram, IS eller noget helt femte, så er deres afstumpethed den samme. De er hjernevaskede fjender af demokratiet. De dedikerer deres feje handlinger til Guds navn.
Deres handlinger har intet menneskeligt eller guddommeligt over sig. De er feje hunde. Kujoner, der gemmer sig bag religionen.
Der venter ingen jomfruer på kujoner. Ingen Gud vil tage imod den ondskab, som de repræsenterer.
Også her i landet har vi vores fanatister. Det så vi i februar. Ondskaben har slået rod i vores land. I Grimhøj-moskeen tiljubler imamerne IS’ terrorhandlinger og bifalder, ja, vel nærmest opfordrer unge danske muslimer til at drage til Syrien og kæmpe for et råddent og forskruet samfundsideal, hvor de torturerer børn, voldtager kvinder og brænder mænd.
Af de alt alt alt for mange danske statsborgere, der kæmper for terroristerne i Syrien kommer hovedparten fra den samme moske i Århus.
Mange – både politikere og medier siger, at de unge fanatikere er draget i ”hellig krig”. Det er et helt forkert begreb – for der er INTET helligt over det de foretager sig – det er kujoner, der rejser ud for at slå ihjel og ødelægge. Det er personer, der voldtager religionen islam.
Det er personer, der bekæmper det demokratiske, tillidsfulde og trygge samfund, som vi har opbygget igennem generationer. De vil ikke ytringsfriheden. De vil ikke religionsfriheden. De vil ikke demokratiet.
De er ikke en del af vores samfund. De er DEM. De er ikke OS. Og de hører ærligtalt ikke til her.
Danmark har brug for en ny retning i udlændinge- og indvandrepolitikken. Danmark har brug for, at vi åbner os for udlændinge, der kan og vil bidrage til det danske samfund. Byder dem velkommen og tager os godt af dem, men samtidig smækker døren i – ja sågar sparker nogen af dem ud – dem, der ikke være en del af vores samfund og bidrage positivt.
Vi skal have en ny retning. Vi skal have en ny regering.
— ooo —
I vandrehallen på Christiansborg kan man læse citatet: ”Loven binder og loven gør fri”. Selvom citatet ikke er direkte møntet på Grundloven, så kan essensen af Grundloven næppe gøres kortere.
Grundloven er de spilleregler, som markerer vores fællesskab. De regler der på samme tid binder os sammen og gør os til frie individer.
Vores samfund bygger på de relationer, vi har til hinanden og den måde vi agerer på inden for fællesskabets rammer. Det gælder i det familiære fællesskab, i foreningslivet, i civilsamfundet og i de institutioner vi bygget op. Samfundet hænger kun sammen, når vi er der for hinanden. Fællesskabet giver kun mening, hvis vi ikke kun tager ansvar for os selv, men også for helheden.
Desværre oplever vi også dem, der ikke vil tage ansvar – hverken for sig selv eller for helheden. Nogen fralægger sig endda helt ansvaret.
De svarer, at det er samfundets skyld, at de ikke fik en uddannelse. At det er lærerens skyld, at deres børn er ukoncentrerede i timerne og at det er lærernes skyld, at deres børn ikke kan følge med. At de begår kriminalitet, fordi samfundet ikke har fundet dem et arbejde. De kører spirituskørsel, fordi de er ligeglade med de børn, der cykler langs skolevejen eller de fodgængere der krydser for grønt.
De glemmer, at ansvaret for at mulighederne bliver grebet, ligger i deres egne hænder. Ligesom ansvaret for at lykkes forudsætter, at man tør gøre forsøget.
—ooo—
I Danmark har vi et stærkt fællesskab, vi passer på hinanden. Men ligesom vi skal være der for hinanden, så skal vi også turde stille krav til hinanden og have forventninger til hinanden.
For mig er det ikke solidarisk at parkere raske unge mennesker på overførselsindkomst. For mig er det ikke et stærkt fællesskab, når vi siger til mennesker i den arbejdsdygtige alder; ”her har du en fast månedlig overførsel, og så kan du ellers passe dig selv”. Det er usolidarisk.
— ooo —
I lørdags mødte jeg en unge kvinde i Føtex. Lad os kalde hende for Sofie. Sofie er på kontanthjælp, og det har hun været i 7 år.
Jeg ved godt, at socialdemokraterne og visse medier ikke mener man kan genfortælle historier vi har hørt, når vi har besøgt mennesker eller virksomheder rundt i landet, uden at man med det samme skal udlevere deres personlige oplysninger og dokumentere, hvem de er. Men jeg våger pelsen, for jeg synes det er relevant, at politik bygger på, hvad der sker i vores samfund, på hvad danskerne oplever og mener. Politik udelukket baseret på embedsmandsnotater fra et kontor i København bliver virkelighedsfjernt og afkoblet fra det samfund de fleste af os lever i.
Sofie. Da jeg talte med Sofie, og så ind i hendes øjne, så jeg viljen, men samtidig tvivlen og opgivenheden.
Jeg var ikke i tvivl om, at hun talte sandt. Hun ville gerne arbejde, ikke fuld tid, for det kunne hun ikke. Men hun vil gerne klare sig selv. Hun vil gerne have en retning og en fremtid. Her var en ung kvinde, som rigtig gerne vil.
Det var ikke den tunge bagage fra barndommen, der tyngede hende mest, det var kampen mod myndighederne.
Først blev jeg trist. Trist over, at se en ung kvinde, der står udenfor arbejdsfællesskabet. Trist over, at se ind i Sofies mors øjne, som fyldtes med tårer alene ved tanken om de 7 år, hvor de har ligget i kamp med kommunen.
Lige nu er jeg mest vred. Jeg er vred over, at vi har skabt et samfund, hvor der ikke er plads til unge kvinder som Sofie. Hvor kassetænkningen og ufleksibiliteten overlader en kvinde, som har udfordringer – for det har hun – men som også har en stærk vilje, uden for arbejdsfællesskabet. Og Sofie er ikke den eneste. Langt fra. Sofie gør 800.000 andre danskere i den arbejdsdygtige alder selskab.
Det koster, og det har store menneskelige konsekvenser.
Tænk på, hvor meget talent, der går til spilde. Tænk, hvor mange menneskelige ressourcer, vi giver slip på, fordi vi har fejlet i at møde de mennesker, der ikke lige passer ind på arbejdsmarkedet med omsorg og kærlige krav.
— ooo —
I Sverige taler de om ”udenforskabet” – og det er vel egentligt et rammende udtryk. Noget, som står i modsætning til arbejdsfællesskabet.
I Danmark burde vi tale mere om det ufællesskab, der står i kontrast til vores fællesskab. Hver femte voksne i vores samfund er på offentlig forsørgelse. I Sverige er det kun hver sjette, og hvis de kan sikre, at så mange flere kommer ind på arbejdsmarkedet, får kollegaer og noget at stå op til, så burde vi også kunne i Danmark.
170 milliarder kroner bruger vi hvert år på overførselsindkomster. Det svarer til det samme, som vi bruger på sundhedsvæsenet, folkeskolen, politiet, brandvæsenet og retsvæsenet. Tilsammen!
Det skal vi have ændret.
— ooo —
Danmark er udfordret. Vores sammenhængskraft er ikke så stærk, som den har været, og som den skal være.
Der venter et stort arbejde forude. Væksten er kommet tilbage de til store byer, men mange områder er koblet af. Væksten skal tilbage – til HELE landet, håndværkerfradraget skal genindføres, fødevaresektoren skal have bedre rammevilkår og landet skal bringes i bedre balance, så lån, bredbånd, investeringer og infrastruktur også når ud til landdistrikterne.
I Venstre har vi ambitiøse og konkrete bud på, hvordan vi får væksten tilbage i Danmark. Og vi ved, at Danmark ikke er en øde ø. Tværtimod er vi i konstant konkurrence med vores nabolande om at tiltrække investeringer og skabe nye arbejdspladser.
Derfor kan det heller ikke nytte noget, at vi i Danmark gør så meget, at vi sender arbejdspladser ud af landet. Det gælder både vores energiafgifter, der er løbet løbsk. Det gælder overimplementering af regler på landbrugsområdet, eller bureaukratiske danske særregler. Hver gang vi lægger endnu en byrde på danske virksomheder, giver vi arbejdspladserne endnu et skub mod andre lande.
Tabte arbejdspladser er tabt velfærd, skabte arbejdspladser er skabt velfærd.
Vi ved, at vi skal have hjulene til at dreje hurtigere i Danmark, hvis vi skal have råd til vores stærke velfærdssamfund i morgen. Lige nu kan Danmark se frem til den sjette laveste vækst i OECD, og under Thorning regeringen har Danmark tabt velstand.
Skal flere arbejde, skal vi også sikre, at den enkelte får en større økonomisk gevinst ud af det. Derfor vil Venstre gennemføre et moderne kontanthjælpsloft, og lette skatten for de laveste indkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde.
— ooo —
I Venstre tror vi på friheden, vi tror på ansvaret og vi tror på fællesskabet. I dag fejrer vi grundloven, men grundloven, friheden, ansvaret og fællesskabet er ikke kun vigtigt i dag. Det er værdier, som er vigtige hver dag. Det er værdier, som vores samfund er bygget op omkring, og som vi politisk skal styrke.
Vi skal bekæmpe ufællesskabet i Danmark. Vi skal have flere danskere med i arbejdsfællesskabet, så flere bidrager og tager ansvar for sig selv og for fællesskabet.
Det kræver visioner og politisk mod, at se hinanden i øjnene og sige, at vi ikke er i mål. Der venter fortsat reformer og hårdt arbejde. Men det begynder med konkrete politiske forslag til, hvordan vi bekæmper ufællesskabet og styrker fællesskabet.
Frihed, ansvar og fællesskab er hjertet af det danske demokrati. Det var det for 100 år siden, da kvinderne fik stemmeret. Det er det i dag.
—- ooo—
Vi er i valgkamp. Vi skal snart bruge vores grundlovssikrede rettighed – uanset om vi er mænd, kvinder, rige, fattige, halvskøre eller har sociale udfordringer.
Demokrati handler for mig om at deltage. Om at lade sin stemme blive hørt.
I januar var vi Charlie. I dag er vi danskere. I dag er vi kvinder og mænd med rettigheder. I dag er vi demokrater med vores egne meninger og holdninger. Vi står sammen om at kæmpe for friheden og ytringsfriheden – ikke kun for os selv, men for alle.
God Grundlovsdag.
