Er socialdemokraterne ligeglade med de fyrede?

Selvom Benny Engelbrecht (BE) er den minister, der har siddet kortest tid i sin ministerstol, så virker det desværre allerede som om hans fokus på Slotsholmen i København skygger for hvad, der sker i resten af landet.

Byggeriet går samlet set fremad i Danmark, men det er trukket af landets største byer, og nogle større anlægsprojekter. I Syd- og Sønderjylland er der ifølge Danmarks Statistik ikke sket nogen reel fremgang i antallet af ansatte i byggeriet fra andet kvartal i 2010 til i dag. Tager vi Københavns kommune, som oplever en tilflytning på ca. 1.000 nye indbyggere hver måned, så giver det næsten sig selv, at der bliver brug for kraner og medarbejdere i byggeriet til at bygge boliger og andet, Men udviklingen i København er ikke repræsentativ for resten af landet – desværre, for det kunne ellers have været skønt.

Derfor holder det heller ikke, når BE og regeringen forsøger at bilde befolkningen ind, at dansk økonomi nu er så meget i fremgang, at de nærmest gør os alle en tjeneste ved at nedlægge den BoligJobOrdening, der både har skabt arbejdspladser, praktikpladser og givet en økonomisk håndsrækning til mange familier.

For en måned siden besøgte jeg Fynsk & Søn på Nordals. Virksomheden har haft stor succes med at udføre energirenoveringer, bl.a. hos den lokale andelsboligforening. Efter regeringen har nedlagt BoligJobOrdningen er ordrebøgerne skrumpet og virksomheden har måttet afskedige ansatte. Samme forhold gør sig gældende hos en lang række små og mellemstore virksomheder over hele landet. Fyresedler til en eller flere ansatte og stop for at tage nye lærlinge er en realitet mange steder fordi antallet af ordrer falder.

BE glemmer også, at BoligJobOrdningen er meget mere end blot håndværkerfradraget. Ordningen kan også benyttes til rengøring i hjemmet, børnepasning eller havehjælp, så hverdagen kan blive mindre stresset for den enkelte familie, eller ældre medborgere kan få  hjælp til opgaver de måske ikke selv har energien til længere.

Når BE siger at han vil føre politik på baggrund af fakta, så bør han også kunne se, at der fortsat er god grund til fortsat at give en håndsrækning til de små og mellemstore håndværksvirksomheder, give danskerne incitament til at energirenovere deres boliger eller blot give dem mulighed for, at gøre hverdagen en smule mindre stressende. Derfor ønsker Venstre at genindføre BoligJobOrdningen.

 

Indlægget er bragt i JydskeVestkysten d. 24. april 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *