Venstres lokale folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby, har kaldt forsvarsministeren i spørgetid i Folketingssalen på baggrund af den reform af det danske beredskab, der lægger op til, at de frivillige sønderjyske brandværn skal nedlægges. Ellen Trane Nørby vil bede forsvarsministeren give en garanti for, de frivillige sønderjyske brandværn fortsat kan skabe tryghed rundt om i landsdelen.
”Det frivillige brandværn er en helt unik sønderjysk tradition og en del af vores landsdels kultur, historie og identitet. Derfor er jeg fuldstændig uenig med det udkast til en reform af beredskabet, der lægger op til, at de frivillige sønderjyske brandværn skal nedlægges. Derfor har jeg bedt forsvarsministeren om en detaljeret redegørelse for, hvilke overvejelser der ligger bag dette forslag, og vigtigst af alt har jeg bedt ministeren om at give en garanti for, at vi i Sønderjylland kan bevare vores frivillige brandværn, hvis det er hvad, vi ønsker”, siger Ellen Trane Nørby, MF (V).
De fire borgmestre i Sønderborg, Tønder, Haderslev og Aabenraa kommuner har skrevet et fælles høringssvar, at de frivillige brandværn løser deres opgaver på bedste og billigste vis. Venstres lokale folketingsmedlem kritiserer forsvarsministeren for at se bort fra den lokale tradition og identitet.
”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har en regering, der meget ofte har overset vores landsdel i deres generelle politik. Først skulle vi vinke farvel til sergentskolen i Sønderborg, så lod regeringen Togfond DK køre uden om grænselandet, og nu vil de nedlægge vores frivillige brandværn, der er en del af vores landsdels kultur og historie gennem 130 år. Det understreger, hvor lidt forståelse vores regering har for de områder af landet, der ligger uden for de største byer, og derfor vil jeg nu bede forsvarsministeren om at give en garanti for, at vi kan bevare vores frivillige brandværn”, slutter Ellen Trane Nørby.
Mundtligt § 20 spørgsmål til forsvarsministeren
Vil forsvarsministeren garantere, at sønderjyske kommuner – såfremt de ønsker det – kan bevare sine frivillige brandværn?
Udvalgsspørgsmål til forsvarsministeren
Forsvarsministeren bedes, jf. JyskeVestkystens artikel ”Sønderjyske brandmænd: De skyder sig selv i foden” fra den 21. maj 2014 i detaljer redegøre for overvejelserne bag forslaget om at nedlægge de frivillige sønderjyske brandværn. Ministeren bedes redegøre for praktiske, økonomiske samt kulturelle og historiske overvejelser.