En lille men vigtig vækstsejr

Den 2. april fik den danske fødevaresektor en lille, men vigtig vækstsejr. Vi fik halveret randzonerne, vi fik styrket fokus på grødeskæring, vi fik taget vigtige skridt i forhold til modernisering af og konkurrenceforbedring for dansk landbrug. Venstre ville gerne gå længere. Vores mål er at fjerne randzonerne fuldstændigt – de er ikke kun noget lovgivningsmæssigt makværk og bureaukratisk bøvl, men også et forældet redskab til at sikre balancen mellem natur, miljø og landbrug. Så langt ville regeringen desværre ikke gå.

Venstre har længe ment, at vi bør afskaffe randzonerne, men regeringen har hverken været til at hugge eller stikke i. Heller ikke da regeringens egen Natur og Landbrugskommission anbefalede at afskaffe randzonerne, var regeringen lydhør. Under finanslovsforhandlingerne i efteråret fik vi chancen for at vende armen om på regeringen og lave en aftale om, at anbefalingerne fra Natur og Landbrugskommissionen, skulle implementeres. Venstres aftale sikrer nu konkrete vækstforbedringer for hele fødevaresektoren.

Den danske fødevaresektor eksporterer for omkring 150 milliarder kroner om året og beskæftiger over 140.000 mennesker. Ordentlige produktions og konkurrenceforhold for landbruget er ikke kun afgørende for branchen, men for hele den danske økonomi. Vi er ikke i mål. Regeringen overimplementerer fortsat EU-regler fuldstændig bevidstløst og uden hensyn til erhvervets konkurrenceevne, som fx ”Alpereglen”. Vi har fortsat behov for regelforenkling og mindre bøvl og bureaukrati. Venstre har sikret et skridt i den rigtige retning, og selv om vi ikke er i mål, er det langt bedre end ingenting.

Indlægget er bragt i JyskeVestkysten den 7. april 2014

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *