Kronik: Strudsepolitik er alt for farlig i Arktis

Nogle af de senere års miljøkatastrofer har været så voldsomme, at de fleste kan kalde billeder af de konsekvenser, det har haft for menneske-og dyreliv, frem på nethinden.

 I tydelig erindring står foråret 2011, da atomkraftværket Fukushima i Japan efter et jordskælv med et radioaktivt udslip lagde store områder øde. Selskabet bag værket, Tepco, viste sig hurtigt hverken at have kapacitet eller økonomi til at håndtere katastrofen.

 I foråret 2010 brød BP’s borerig i den Mexicanske Golf “Deepwater Horizon” i brand, og de næste tre måneder flød olien ud i golfen.

 Havet og strandende blev forurenet, dyrelivet led forfærdeligt, og arbejdspladser i turistindustrien forsvandt.

 I marts 1989 gik olieskibet “Exxon Valdez” på grund i Alaska. 42 mio. liter råolie flød ud i havet med katastrofale følger for hav, kyst og dyreliv. Fælles for de to oliekatastrofer er det, at på trods af at to af verdens rigeste olieselskaber var ansvarlige, så havde de ikke de nødvendige økonomiske eller beredskabsmæssige muskler til at rydde op efter sig. I begge tilfælde måtte den amerikanske kystvagt træde til – det kostede alene i Den Mexicanske Golf den amerikanske statskasse 200 mia. kr. Derfor skal disse katastrofer stå manende klare for os i rigsfællesskabet, når Grønland i den kommende tid skal forhandle med olie-og mineselskaber om efterforskningsog udvindingstilladelser til lands og til vands.

 I kontrakterne med mineselskaberne stiller Grønland det meget fornuftige krav, at selskaberne selv skal have et passende beredskab til forebyggelse og bekæmpelse af forurening.

 Det er ikke kun fornuftigt, men også helt naturligt, at et selskab selvfølgelig skal være i stand til at rydde op efter sig. Men lige så fornuftigt og naturligt er det at forholde sig til de praktiske omstændigheder omkring et olieudslip, og ikke mindst til de historiske eksempler, der har vist, at når først naturkræfterne slippes løs, så rækker end ikke olieselskabernes bugnende pengetanke.

 I Venstre bakker vi fuldt op om Grønlands ønske om at udnytte værdierne i undergrunden. Grønland fik med selvstyreloven af 2009 – som enhver anden nation – ret til undergrunden og de værdier, den indeholder. Vi bakker fuldt og helt op om selvstyreloven, og vi støtter Grønlands ønske om økonomisk udvikling gennem udvinding af råstoffer.

 Grønlandsk økonomi og dermed finansieringen af det grønlandske velfærdssamfund står over for store udfordringer. Fiskeriet er presset, arbejdspladserne mangler, og de grønlandske udgifter til uddannelse og sundhed overstiger i dag indtægterne. Derfor har det grønlandske samfund behov for også at kun udvikle sig økonomisk med de muligheder, der i råstofferne, hvad end det er sjældne jordarter, mineraler eller olie.

 Men historien viser os også, at det er nødvendigt ikke bare på papiret, men helt reelt at have styr på beredskabet, hvis katastrofen skulle indtræffe.

 Vi ved, at den arktiske natur er mere sårbar over for forurening end andre egne i verden, og derfor er det ikke nok at lukke øjnene og håbe på, at mareridtet ikke bliver til virkelighed.

 I et svar til Folketingets forsvarsudvalg skriver den nyudnævnte forsvarsminister, Nicolai Wammen, at den aktør, der er ansvarlig for forurening i farvandene omkring Grønland, også skal afholde udgifter til beredskab og bekæmpelse af forureningen, da den grønlandske råstoflov pålægger objektivt ansvar for skader. Skulle en forurener ikke være i stand til at rydde op efter sig, påpeger forsvarsministeren, at den ansvarlige også står strafferetligt til ansvar.

 Desværre er det stykke papir ikke meget værd, når katastrofen først er sket, og forureneren ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser til oprydning efter et olieudslip.

 Ifølge forsvarsministeren og regeringen skal vi i Danmark altså slet ikke bekymre os om en oliekatastrofe i de grønlandske farvande, fordi de ansvarlige står strafferetligt til ansvar.

 Men hvad skal det dog hjælpe at sætte de ansvarlige bag lås og slå, hvis mareridtet indtræffer, og det flyder med olie blandt isbjerge, narhvaler og hellefisk i Baffinbugten? Også statsrevisorerne kritiserer i deres nyeste rapport regeringens håndtering af den øgede aktivitet i de grønlandske områder, og de finder det “foruroligende”, at Danmarks indsats i de arktiske farvande ikke er tilpasset den øgede aktivitet.

 Ifølge statsrevisorerne har regeringens forberedelser på den øgede aktivitet været “utilstrækkelig”.

 Forsvarsministeren er i den grad eksponent for regeringens politik, når han her giver et teoretisk svar, der aldrig vil have nogen gang på jord i den virkelige verden. Danmark er ifølge selvstyreloven ansvarlig for eftersøgning og redning i de grønlandske farvande – hvilket også omfatter oprydning efter et olieudslip.

 For grønlændere og danskere forekommer det utænkeligt, at rigsfællesskabet ikke skulle rykke sammen i mareridtet og få ryddet op efter olieselskaberne – præcis som det amerikanske samfund gjorde det i Den Mexicanske Golf og i Alaskagolfen. Når forsvarsministeren gemmer sig bag olieselskabernes “objektive ansvar”, er han lige så fornuftig som den struds, der stikker hovedet i en busk, når rovdyret nærmer sig.

 Vi kan ikke gemme os for historien, der har vist, at nogle oliekatastrofer er for omfattende til, at selv nogle af verdens rigeste olieselskaber kan klare oprydningen.

 Vi kan i Danmark ikke gemme os for vores ansvar og forpligtigelser i selvstyreloven til at passe på og beskytte naturen og det sårbare miljø omkring Grønland. Vi kan ikke sætte et teoretisk skjold op mod virkeligheden. Derfor er regeringen nødt til at tage risikoen seriøst.

 Også når det handler om den øgede krydstogtsturisme i de arktiske have, stiller det krav om et forøget beredskab.

 Der er, som det er kommet frem under samråd i Folketinget, adskillige steder, hvor kortmaterialet langs grønlands kyster er utilstrækkeligt, og hvis et krydstogtskib kolliderer med et isbjerg, kan katastrofen antage “Titanic”-dimensioner. Man behøver blot at se på “Costa Concordia”-kæntringen og så forestille sig en lignende situation i et iskoldt hav uden skibe i nærheden, der kan kommer til undsætning.

 Maler vi fanden på væggen? Nej.

 Vi er nødt til at have en åben og fordomsfri dialog med den danske regering og med de grønlandske myndigheder og befolkning om, hvordan vi skal stå sammen, hvis mareridtet skulle indtræffe.

 Vi har fuld tillid til, at Grønland laver de bedst mulige kontrakter med selskaberne, som vil yde den bedst mulige beskyttelse af grønlandske interesser og også sikre Grønland økonomisk vækst. Ikke desto mindre skal vi forberede os på, hvordan vi som fællesskab vil håndtere en katastrofe, hvis den indtræffer.

 Den absolut bedste forberedelse vil være, hvis vi bliver bedre til at tale sammen på tværs af rigsfællesskabets grænser – også om de svære emner.

 I EU mødes stats-og regeringscheferne en gang om måneden og drøfter udviklingen i Europa, men i rigsfællesskabet har vi kun et årligt rigsmøde, hvor regeringslederne fra Grønland, Færøerne og Danmark kan drøfte fælles udfordringer og muligheder. Med de perspektiver, der ligger i det forhåbentligt positive råstofeventyr, så burde den danske regering opprioritere dialogen.

 Venstre og jeg håber, at den grønlandske økonomi vil vokse i de kommende år, og at Grønland får etableret en mine-og olieindustri, der kan skabe fundamentet for en samfundsudvikling med løft i både velfærd og velstand.

 Vi er overbevist om, at Grønland lever op til sine forpligtigelser i selvstyreloven, men vi er foruroligede over, at den danske regering dukker sig for sine forpligtigelser.

 Det er ikke nok at give teoretiske svar på praktiske udfordring. Det er et svigt af både Danmark, Grønland og rigsfællesskabet som helhed, for hvis katastrofen sker, er bagklogskab for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.