De radikale har i længere tid kørt kampagner som »Vi lytter til lærerne«, »Vi tror« og med uddannelsesminister, Morten Østergaard, og EU-ordfører Camilla Hersom kronik i Berlingske 15. september skulle man næsten tro, at de radikale nu har fastlagt deres valgslogan til Europaparlamentsvalget 2014, nemlig: »Vi ved.
Bedre end dig.« Hvis vi følger den bedrevidende tone og den retning kronikken slår til lyd for, så er der i hvert fald ikke noget tilbage af »Vi lytter.
Før vi beslutter« -plakaterne, som hænger rundt i bybilledet med de radikale som afsender. For lytte, det gør de Radikale ikke, når det handler om velfærdsturisme. Hverken til de bekymringer der rejses fra fagforeninger, fra forskere, fra andre europæiske lande eller fra en række partier i Folketinget. Når det handler om at sikre, at den såkaldte velfærdsturisme i Europa håndteres politisk såvel som konkret, så vender de Radikale det døve øre til, og det er trist, for det er netop i manglen på seriøs håndtering af sociale turister, der rejser til de EU-lande, hvor kasserne står mest åbne, at apatien mod fænomenet slår rod. I kronikken beskyldes de borgerlige partier for EU-populisme. Jeg må gå ud fra, at den er en forglemmelse, at de to kronikkører ikke også nævner fagbevægelsen, Enhedslisten, forskere og a-kasser, der også har ytret deres bekymring. Årsagen til det radikale kronikudfald skal findes i, at vi bl. a. i Venstre klart og tydeligt har bedt om handling mod den voksende velfærdsturisme og bl. a. har rejst debatten om, hvilke konsekvenser en række EU-domme har for den måde, vi i årtier har indrettet vores velfærdssamfund på. Senest er den danske optjeningsmodel for børnepenge blevet underkendt, så europæiske tilflyttere nu får ret til børnepenge, når de sætter deres ben på en dansk jordbærmark. Eller de tre domme som EU-domstolen har afsagt på SU-området. Desværre uden at den danske regering har følt sig kaldet til at bringe sagen op politisk i EU-kredsen. At de Radikale gør debatten om velfærdsturisme til et spørgsmål om EU-populisme og for eller imod Danmark i EU, er desværre udtryk for Radikal EU-arrogance, hvor en unødvendig simplificering ender med at skade en vigtig EUdebat.
EU har for Danmark og hele det europæiske kontinent betydet udvikling, velstand og vækst både når vi ser på økonomi, samhandel og menneskerettigheder. I Venstre ser vi ikke noget alternativ til det stærke europæiske samarbejde, vi har i dag. Fordelene ved det europæiske samarbejde på handel, kriminalitetsbekæmpelse, miljø og andre grænseoverskridende forhold mere end opvejer ulemperne. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke må være kritiske og stille spørgsmål til det, der foregår i EU. Det gør vi i kommunerne, i regionerne og i Folketinget og selvfølgelig skal vi også gøre det i det europæiske samarbejde. Bureaukrati, politiske tåbeligheder eller dårlig myndighedsbehandling er lige ødelæggende for væksten og den enkelte families liv om det stammer fra det lokale byråd, eller fra EU. Skal vi i de kommende år udvikle EU yderligere, så skal vi samtidig sikre, at udviklingen af et stærkt europæisk fællesskab ikke sker på bekostning af mangfoldigheden og respekten for de enkelte medlemsstaters særkende, hvad end det er vores nordiske velfærdsmodel, den franske kultur eller den estiske »minimal-stat«. EUs slogan har gennem en årrække været »forenet i mangfoldighed«, og det er det europæiske samarbejde, vi ønsker i Venstre frem for en radikal ensretning.
Debatten om velfærdsturisme adskiller sig ikke herfra. Velfærdsturismen udfordrer det universelle danske velfærdssamfund.
En velfærdsmodel, der i høj grad bygger på en kontrakt mellem generationer, hvor vi godt ved, at der er perioder af vores liv, hvor vi er større brugere af skole, børnehaver, ældrepleje, mens der så er andre tider, hvor vi er dem, der står tidligt op og sørger for at hjulene drejer rundt og værdierne skabes. På den måde hænger vores samfund sammen. Men det gør det ikke længere, hvis der fremover ikke er sammenhæng mellem dem, der bidrager og dem, der kun modtager. Derfor er der brug for en stærk stemme i EU-debatten, der kæmper for Danmark uden at kæmpe imod EU. En procent af danske SU-modtagere modtager SU til studier i udlandet, og på den baggrund argumenterer de Radikale for, at vi har at gøre med et begrænset hjørne af SU-systemet.
Hvad de to dog glemmer at fortælle er, at EU-domstolen afsagde dom i to andre tilfælde, hvor domstolen blandt andet gav alle EU-borgere ret til SU i Danmark, så længe de har dansk deltidsarbejde. Det skønnes, at denne dom kommer til at koste den danske statskasse 200 millioner kr. årligt. Og de glemmer også at fortælle, at den danske stat i dag udbetaler over en halv milliard kr. årligt i børnepenge til EU-borgere samt at antallet af østeuropæere, der modtager kontanthjælp i Danmark er steget med 57 pct. fra 2009 til 2012 eller antallet på dagpenge, der allerede nu er stegt med 273 pct. fra 2009 til 2013, så der i dag er 5.336 østeuropæiske dagpengemodtagere viser tal fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Dertil kommer en forventelig dom, der vil give endnu flere adgang til danske dagpenge. Dagpenge, der for mange østeuropæere har et niveau, som er ti gange højere end deres normale løn. Selvfølgelig frister og vil det friste mange.
Derfor er debatten nødvendig og relevant -og det skader EU-debatten og det danske EU-engagement, hvis det radikale svar blot er bedrevidenhed og træk på skulderen.
Velfærdsturismen er en reel udfordring. Ikke kun for Danmark, men for en række europæiske lande. I april i år sendte den hollandske integrationsminister og den østrigske, tyske og britiske indenrigsminister et brev til EU-formandskabet, hvori de udtrykte bekymring for den stigende velfærdsturisme i EU. Hvor havde det da været konstruktivt og løsningsorienteret, hvis den danske regering havde været medunderskriver i stedet for blot henkastet at afvise vores ønske om, at også den danske regering handler. Vi er overbevidst om, at EUs medlemslande i fællesskab kan løse udfordringen, ligesom vi har løst en lang række andre udfordringer op gennem tiden. Men det kræver naturligvis, at vi står sammen i EU og tager en konstruktiv og åben debat om, hvordan vi i fællesskab skaber rammerne for udvikling i EU samtidig med, at der er plads til de enkelte medlemslands forskelligheder.
EU skal være slankere og stærkere i den forstand, at vi skal samarbejde mere om de reelt grænseoverskridende problemer, men samtidigt holde nallerne væk fra områder, hvor det ikke giver europæisk merværdi at have europæiske lovgivning. Og desværre er der socialister i EU, der har haft travlt med at få EU til at brede sig til skade for nærhedsprincippet og opbakningen til EUsamarbejdet.
De Radikale ønsker at bringe Danmark nærmere kernen af EU siger de. Det er vi helt enige i. Så derfor håber jeg også, at de Radikale vil være med til at sikre en dansk folkeafstemning om rets-og forsvarsforbeholdet, så danskerne kan tage stilling til, om Danmark fortsat skal deltage i det grænseoverskridende politiarbejde, og at vi på forsvarsområdet skal kunne bidrage aktivt til det fredsskabende og konfliktløsende arbejde i verdens brandpunkter, selv om opgaven formelt overgår fra NATO/ FN til EU. Inden længe intensiveres samarbejdet i Europol og det betyder, at Danmark på grund af retsforbeholdet risikerer ende i en situation, hvor vi ikke længere kan deltage i det grænseoverskridende politisamarbejde om at opspore internationale netværk af pædofile, bagmændene bag menneskehandlen eller våben og narkosmuglere. Hvis de radikale virkelig mener noget med deres »Vi lytter« kampagne og deres udsagn om at »Vi samarbejder. Med dem der vil«, så tog de hænderne op af lommen og rakte dem frem til samarbejde om såvel indsatsen mod velfærdsturismen og arbejdet for at sikre Danmark indflydelse i EU.
Derfor er der brug for en stærk stemme i EU-debatten, der kæmper for Danmark uden at kæmpe imod EU.
