Venstre-toppolitiker besøger Faaborg-Midtfyn

 Den lokale virksomhed KEN A/S i Brobyværk dannede tirsdag rammen om toppolitikeren, Ellen Trane Nørbys, besøg i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her satte Venstres politiske ordfører sammen med Venstres borgmesterkandidat, Christian Thygesen, fokus på vækst og jobskabelse i kommunen. Venstre-parret, der blev vist rundt af formand for bestyrelsen, Mogens K. Nielsen, og adm. direktør, Per Juul Nielsen, fik rig mulighed for at drøfte, hvordan man fra staten og kommunens side kunne forbedre rammevilkårene for de små og mellemstore virksomheder. Ellen Trane Nørby var begejstret for besøget og de mange ideer og input, hun blev præsenteret for.

 – I Venstre ønsker vi at tage lokale virksomheder med på råd, før vi formulerer nye udspil, og derfor er det altid en fornøjelse at have en dialog med virksomheder som KEN A/S om, hvordan vi bedst muligt styrker de små og mellemstore virksomheder. Disse virksomheder tegner sig nemlig for størstedelen af Danmarks nye arbejdspladser og vækst, og derfor er det vigtigt at vi sikrer dem gode rammevilkår, siger hun.

 Også Venstres borgmesterkandidat Christian Thygesen gik fra besøget hos KEN A/S med ny inspiration til, hvordan kommunen bliver bedre til at tiltrække nye virksomheder.

– Besøget på KEN A/S viser, at det sagtens kan lade sig gøre at drive en succesfuld forretning i en mindre kommune som Faaborg-Midtfyn. For at kommunen kan udvikle sig positivt fremover, kræver det, at vi politikere bliver bedre til at sørge for gode forhold for erhvervslivet, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *