Venstre-spidser besøger lokal virksomhed i Vejle

 

 

Der blev sat fokus på Vejles produktionsvirksomheder, da Venstres borgmester i Vejle Kommune, Arne Sigtenbjerggaard, mandag fik besøg af Venstres Politiske ordfører, Ellen Trane Nørby. De to Venstre-spidser blev vist rundt i den succesfulde lokale produktionsvirksomhed Triple Cut A/S, der leverer maskindele til fødevare/medico- og offshore-industrien. Samtidig fik de lejlighed til at drøfte, hvad både kommunen, staten og staten kan gøre, for at gøre det nemmere at producere i Danmark med virksomhedens ejere.

 

– Vejle Kommune har et rigtig og godt og stærkt samarbejde med kommunens produktionsvirksomheder, og vi er lige blevet udnævnt til mønsterkommune af Cepos, fordi vi er en af Danmarks mest effektive kommuner. Vi kan dog altid gøre det endnu bedre ved hele tiden at være lydhør over for de udfordringer, som kommunens virksomheder møder i deres dagligdag. Det er nemlig afgørende for kommunen, at vi beholder produktionsarbejdspladserne, og derfor er jeg glad for de vigtige input, jeg har fået fra Triple Cut A/S i dag, siger borgmester Arne Sigtenbjergaard.

 

Ud over at drøfte små og mellemstore virksomheders vilkår var et andet emne på dagsordenen de tekniske uddannelser i Danmark. Ejerne af Triple Cut A/S udtrykte bekymring over den manglende prestige i produktionssektoren, der gjorde det svært for de tekniske uddannelser at tiltrække elever, og virksomhederne at få kompetente medarbejdere. Denne bekymring deles af Venstres ordfører, Ellen Trane Nørby.

 

– Erhvervsuddannelserne lider på mange måder af mangel på prestige og frafaldet er alt for højt. Det skal vi have lavet om på, for Danmark har i allerhøjeste grad brug for dygtige folk i produktionsvirksomhederne. Faktisk står produktionsvirksomhederne for 51 procent af Danmarks eksport, så vi skal have aflivet myten om, at produktionsarbejdspladserne er et levn fra fortiden. En produktionsvirksomhed som f.eks. Triple Cut A/S er en moderne og højteknologisk arbejdsplads. Vi skal fra politisk hånd være bedre til at sætte fokus på de mange muligheder, der er i produktionssektoren, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *