Udskudt igen. Det er situationen for ombygningen af perronen på Sønderborg Station efter Transportministeren i dag har henvist kommunen til at søge endnu engang, nu i en anden pulje.
– Det er mildest talt tåbeligt, at det trods massiv politisk opbakning skal tage årevis at finde de sidste 3,6 mio. kr. til en ny perron ved Sønderborg Station selv om VK-regeringen og trafikforligskredsen tilbage i 2010 godkendte projektet og bevilligede pengene, udtaler Venstres lokale folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby, efter dagens trafikaftale.
Under forhandlingerne ville Transportministeren ikke imødekomme ønsket om at bevillige de sidste 3,6 mio. kr. til en ny perron ved Sønderborg Station. Ellen Trane Nørby hæfter sig dog ved, at der er blevet oprettet en ny ansøgningspulje, hvor Transportministeren har tilkendegivet at se positivt på en ansøgning fra Sønderborg kommune.
Venstre har i flere år kæmpet for, at skaffe de nødvendige midler, til at bygge en ny perron ved Sønderborg Station. Den nye perron skal skabe en direkte overgang fra Sønderborg Station til Alsion. Det skal ske i forbindelse med at det yderste spor mod Alsion ændres.
– Det er frustrerende at vi gang på gang må se den nye perron udskudt, mens der imens der igangsættes milliard dyre trafikprojekter andre steder i landet. Men vi skal i mål med projektet, derfor vil jeg kontakte Transportministeren så pengene kan bevilliges gennem den nye ansøgningspulje, udtaler Venstres formand for Teknik og Miljøudvalget i Sønderborg kommune, Peter Hansen.
I 2010 afsatte VK-regeringen 5 mio. kr. til projektet i ’Aftale om bedre mobilitet’, det viste sig imidlertid ikke at være nok, da BaneDanmark projekterede den nye perron. Sønderborg kommune indvilgede efterfølgende i at betale de resterende 0,9 mio. kr., hvilket også viste sig at være for lidt. For at den nye perron kan blive en realitet, mangler der fortsat 3,6 mio. kr.
– Det er ærgerligt at en så relativ lille bevilling skal tage så lang tid om at komme igennem, men vi kæmper videre. transportministeren må få løst problemet ikke bare skubbe det ud i uvished igen og igen, slutter Ellen Trane Nørby.
For yderligere kommentarer:
Ellen Trane Nørby: 6162 4610
Peter Hansen: 2790 0226