Som isen smelter i Arktis åbnes en række nye muligheder. I kølvandet på de mange nye muligheder følger en række udfordringer, som Danmark og Grønland skal forholde sig til, hver for sig såvel som i fællesskab.
Det kommer ikke – som regeringen åbenbart tror – som en overraskelse for Venstre. Rigsfællesskabet er utroligt værdifuldt for både Danmark, Grønland og Færøerne, og vi skal alle gøre alt, hvad der står i vores magt for, at fællesskabet består.
Derfor er der også god grund til at slå én ting fast, så der ikke er en eneste socialdemokrat tilbage i kongeriget, der kan være i tvivl: Venstre står 100 procent bag Selvstyreloven. Vi står 100 procent bag den rollefordeling, som vi selv i tæt samspil med Grønland definerede i 2009. Og vi er af den overbevisning, at debat og dialog med hinanden er en forudsætning for Selvstyrelovens ånd og bogstav om, at vi som ligeværdige parter skal bestå.
Derfor glæder vi os til debatten i folketingssalen i dag, hvor udviklingen i Grønland og Rigsfællesskabet som helhed er på dagsordenen. Og vi foreslår, at en bredt forankret debat om mulighederne og udfordringerne i Rigsfællesskabet ikke bliver en engangsfornøjelse, men en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor statsministeren i Folketinget skal redegøre for udviklingen i Rigsfællesskabet for så vidt angår Grønland og Færøerne.
Vi afholder årligt åbnings-og afslutningsdebatter i Folketinget, hvor Danmarks indenrigs-og udenrigspolitiske situation diskuteres. Og ligeså naturligt burde en årlig debat om Rigsfællesskabets muligheder og udfordringer, hvor statsministeren stiller op i Folketinget og redegør for udviklingen i det forløbne år, også være. En sådan dialog handler ikke om at tale om, men at tale med hinanden og om, at vi skal forberede Rigsfællesskabet på fremtiden.
I DEBATTEN OM UDVIKLINGEN i Grønland, vil regeringen meget gerne hænge fast i fortiden. I Venstre vil vi hellere forberede os på fremtiden, så vi styrker fællesskabet i Rigsfællesskabet. Så vi griber Selvstyrelovens ånd om ligeværdighed, respekt og dialog.
Selvstyreloven skaber rammerne for det danskgrønlandske forhold og definerer, hvilke områder Grønland er ansvarlige for, og hvilke områder Danmark er ansvarlig for. Selvstyreloven indeholder gråzoner, som giver selv de dygtigste og mest erfarne embedsmænd grå hår. Statsministeren fastholder, at råstofpolitikken i Grønland udelukkende er Grønlands anliggende, mens udenrigsministeren siger, at vi i Danmark er udenrigs-og sikkerhedspolitisk ansvarlige for konsekvenserne af Grønlands mineindustri.
Når selv statsministeren og udenrigsministeren ikke kan blive enige om ansvarsfordelingen mellem Grønland og Danmark, sætter det en tyk streg under, hvorfor en mere oplyst debat og dybere viden er nødvendig for at kunne træffe de rigtige beslutninger i Rigsfællesskabet.
VENSTRE BESKYLDES IGEN OG IGEN af statsministeren og regeringen for at have overset Grønland og Rigsfællesskabet i VK-regeringens tid. Intet kunne være mere forkert. Grønland og Rigsfællesskabet har altid stået Venstre nært. Og Rigsfællesskabet stod gennem hele vores regeringstid højt på VK-regeringens dagsorden. Vi stod blandt andet i spidsen for Itilleq-aftalen i 2003, Ilulissat-erklæringen i 2008, Selvstyreloven i 2009 og Danmarks første Arktis-strategi i 2011. Det var vigtige og visionære skridt hen imod det, vi alle ønsker: et stærkt Grønland med en bæredygtig og selvbærende økonomi.
Når vi stiller spørgsmålstegn ved den massive tilgang af udenlandsk arbejdskraft til Grønland, handler det ikke om, at vi vil stille os i vejen for bæredygtig udvikling og vækst i Grønland. På ingen måde. Vi skrev selv, i VK-regeringens Arktis-strategi, at det vil kræve udenlandsk arbejdskrafttilvandring, hvis Grønlands råstoffer skal udvindes.
Vores bekymring er, hvordan vi sammen i Rigsfællesskabet håndterer tilvandringen af arbejdskraft.
Og ikke mindst, hvordan vi håndterer tilvandringen af arbejdskraft ud fra vores fælles mål om social og samfundsmæssig bæredygtighed.
I en tid, hvor Grønlands bloktilskud har været fastfrosset i fire år, og hvor fiskeindustrien har set bedre dage, er mineindustrien Grønlands bedste mulighed for at bevare gode velfærdsydelser i det grønlandske samfund. Men det kan ikke nytte noget, hvis den arbejdsløse fisker står tomhændet tilbage mens udlændinge tager alle arbejdspladserne i de grønlandske miner. Eller hvis den slunkne grønlandske statskasse må vinke farvel til skatteindtægter fra minerne, fordi udenlandske mineselskaber som kinesiske London Mining opretter datterselskaber i skattely på Jersey. Så får Grønland ikke social og samfundsmæssig bæredygtighed eller selvbærende vækst. Så opnår vi ikke målet fra den Arktis-strategi, som vi stod sammen om i Grønland såvel som i Danmark 2011.
GRØNLAND HAR BRUG FOR vækst. Det er en ambition, som vi i Venstre bakker fuldt op om. Derfor opfordrer vi igen i dag regeringen til at afsøge mulighederne for et grønlandsk-dansk offentligtprivat-partnerskab, hvor interesserede investorer, pensionsfonde og virksomheder kan mødes.
I Venstre vil vi Rigsfællesskabet af hjertet, og vi anerkender ikke statsministerens præmis om, at vi i Rigsfællesskabet ikke må tale sammen og debattere muligheder og bekymringer. Rigsfællesskabet er ikke, som statsministeren ellers gør det til noget sort-hvidt. Rigsfællesskabet består af en stor fællesmængde, som udvikler og ændrer sig over tiden.
Vores snart 300-årige Rigsfællesskab er dyrebart, og forudsætningen for at bevare det dybfølte fællesskab er også, at vi er ærlige over for hinanden og at vi kan føre en løbende dialog baseret på ligeværdighed og respekt. Derfor har vi i dag indkaldt statsministeren til forespørgselsdebat om Grønland, fordi samtale, viden og oplyst dialog er en forudsætning for et stærkt fællesskab.
Bragt i Berlingske, torsdag den 21. februar 2013
