Danmark og Grønland er to små nationer i en stor verden, og vi er stærkest sammen. Hvis vi skal være rustet til fremtidens udfordringer, skal vi forny vores relationer til hinanden.
Under Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig spillede Grønland en afgørende geopolitisk rolle for den vestlige verden. I dag vender verdens stormagter igen opmærksomheden mod Grønland på grund af den rige grønlandske natur, råstofforekomsterne og Grønlands centrale placering, som i takt med isafsmeltningen blotlægger nye sejl- og dermed handelsruter mellem Asien, Europa og USA. Interessen for Grønland bunder i benhård business og brede geostrategiske interesser. Desværre virker det, som om den danske regering har vanskeligt ved at få øjnene op for udviklingen i Grønland og behovet for et tæt grønlandsk-dansk partnerskab i den forbindelse.
Danmark og Grønland er to små nationer i en stor verden, og vi er stærkest sammen. Hvis vi skal være rustet til fremtidens udfordringer, skal vi forny vore relationer til hinanden. Vores samarbejde skal være baseret på selvstyrelovens ånd af respekt, ligeværdighed og dialog. Men vi er fra dansk side allerede bagud, fordi regeringen konsekvent har afvist behovet for en fælles dialog og i stedet henvist alle ideer og spørgsmål om mineudviklingen til, at det er utidig indblanding i grønlandske forhold. I Venstre vil vi en anden vej. Vi vil rigsfællesskabet, og vi vil sammen med Grønland tage ansvar for, at det grønlandske samfund kommer styrket ud af mineeventyret.
Grønland er et skatkammer af råstoffer. Som verdensøkonomien vokser, og efterspørgslen efter råstoffer stiger, kan vi forvente, at råstoffernes værdi vil stige. Derfor bør beslutninger om råstofudvinding ikke negligeres, hvad enten det gælder jern, uran eller sjældne mineraler og jordarter. Råstofudvinding i Grønland fører en række komplicerede problemstillinger med sig, som vil påvirke Grønland i mange år fremover, og som vil vende op og ned på relationerne internt i rigsfællesskabet.
Fredag den 6. december 2012 vedtog Grønlands Landsting storskalaloven, der giver udenlandske selskaber ret til at ansætte udlændinge i Grønland til udenlandsk eller grønlandsk overenskomst ved mineprojekter til over fem mia. kr. Dermed giver storskalaloven udenlandske mineselskaber lov til at ansætte tusindvis af udlændinge, eksempelvis kinesere, til løn og ansættelsesvilkår, der ligger langt under normalen i Grønland. De udenlandske arbejdere sikres ganske vist en mindsteløn på 80,41 kr. i timen, men herfra kan mineselskaberne fratrække udgifter til kost, logi, forsikringer m.v., så den reelle løn lander på 62 kr. i timen før skat.
I Venstre respekterer vi fuldt ud selvstyreloven og Grønlands ret til selvbestemmelse på de mange politikområder, som Grønland har hjemtaget, men vi sætter naturligvis også fokus på de mange områder, som fortsat er underlagt dansk lovgivning og derfor skal afklares i det danske folketing.
Når arbejdstilsynet af minerne er et dansk ansvar og betales af Danmark, skal beskæftigelsesminister Mette Frederiksen naturligvis svare på, hvad det koster, og hvor mange ekstra ansatte den kontrol vil forudsætte. Hvad med arbejdstilladelserne til kineserne, som skal udstedes af myndigheder under det danske justitsministerium på baggrund af en særlov til udlændingeloven? Hvordan vil justitsminister Morten Bødskov sikre, at de mange kinesere ikke rejser til Danmark og arbejder? Skal der genindføres pas mellem Grønland og Danmark, som vi allerede kender det mellem Norge og Svalbard, hvor bl.a. russerne har mineindustri? Hvad med spørgsmålet om social dumping, hvor definitionen af social dumping, som regeringen har vedtaget og sat retorisk hårdt ind over for i Danmark, ikke matcher regeringens opfattelse af løndumping i Grønland? Når Danmark har ansvaret for og betaler for redningsaktioner, er det relevant at spørge forsvarsminister Nick Hækkerup om, hvad det betyder for Danmark, hvis et skib støder på et isbjerg, lækker olie eller går ned i det iskolde arktiske hav? Eller hvad med sundhedsopgaven, Astrid Krag?
Selvfølgelig skal Folketinget have svar på det fra regeringen nu, og ikke først hvis problemerne skulle opstå.
Den grønlandske selvstyreformand Kuupik Kleist og professor Minik Rosing foreslog i slutningen af november 2012, at samarbejdet mellem Danmark og Grønland skal styrkes. Danmark og Grønland skal sammen skabe rammerne for, at vi internt i rigsfællesskabet kan udforske mulighederne for og konsekvenserne af råstofudvinding i Grønland. Den fremstrakte hånd skal vi naturligvis modtage med glæde, engagement og åbenhed. Grønland udviser stor respekt for rigsfællesskabet ved at sende Danmark en udstrakt hånd om samarbejde. Når statsministeren negligerer denne udstrakte hånd, er det udtryk for manglende forståelse for rigsfællesskabets samlede interesser.
Heldigvis negligerer dansk erhvervsliv ikke Grønlands udstrakte hånd. Kleist og Rosings kronik har ført til, at flere danske pensionsselskaber, Grundfos og Mærsk har meldt sig på banen og udtrykt interesse for at se på mulighederne for at investere i grønlandske miner.
I Venstre synes vi, at det er en meget interessant tanke, at danske pensionsselskaber og virksomheder kan gå sammen og skabe et offentligt-privat-partnerskab – et gennemtænkt dansk-grønlandsk alternativ til hurtige udenlandske (kinesiske) investeringer. Et alternativ, som bestemt ikke skal skubbe anden udenlandsk kapital bort, men derimod blot sikre en mangfoldighed af engagement og dermed et reelt valg for det grønlandske samfund. Et sådant samarbejde vil historisk lægge sig i halen på DUC (Dansk Undergrunds Konsortium), som i sin tid blev skabt for at udvikle olie- og råstofudvindingen i Nordsøen, så Danmark kunne blive energipolitisk uafhængig. Et grønlandsk-dansk Offentligt Privat Partnerskab (OPP) om råstofudvinding vil tilsvarende kunne sikre et fokus på den grønlandske kultur, natur og historie. Det undrer os, at den danske regering rask væk sender erhvervsdelegationer til Asien og Sydamerika, men samtidig fuldstændig overser Grønland. Venstre foreslår derfor, at regeringen sammen med det grønlandske landsstyre hurtigst muligt tager initiativ til en international investorkonference i Nuuk, som skal afdække mulighederne for flere investorer i Grønland, herunder et dansk-grønlandsk OPP i udvindingsindustrien.
Vi skal styrke rigsfællesskabet i de kommende år, for det er ikke kun det grønlandske arbejdsmarked, som kineserne vil sætte under pres, men også rigsfællesskabets samlede sikkerhedspolitiske interesser. Med selvstyreloven hjemtog Grønland arbejdsmarkedspolitikken og råstofområdet, mens sikkerhedspolitikken fortsat føres fra København. Nogle råstoffer, som uran og andre sjældne jordarter, indgår som en væsentlig komponent i moderne våbenteknologi og kan dermed ikke adskilles fra sikkerhedspolitik. Vedtagelsen af storskalaloven har – naturligt nok – betydet, at debatten i disse dage centreres om den kinesiske interesse i Grønland og de potentielle kinesiske arbejdere.
Selv om regeringen i dag nægter at forholde sig til konsekvenserne for det grønlandske arbejdsmarked og økonomi, når flere tusinde kinesere strømmer til Grønland for at arbejde, vil Danmark af sikkerhedspolitiske årsager blive tvunget til at tage stilling, den dag de kinesiske investeringer rettes mod Kvanefjeldet.
Danmarks nære allierede i EU og USA har helt klare erhvervsøkonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i at bryde det kinesiske monopol på sjældne jordarter. Uanset om vi vil det eller ej, vil forekomsten af råstoffer igen få verdens stormagter til at vende blikket mod Grønland. Det var ikke tilfældigt, at de officielle taler på dette års nytårskur for det grønlandske landsstyre i år var på engelsk og ikke dansk som vanligt. For Kina, Sydkorea m.fl. har fået øjnene op for, at Grønlands rigdom og placering er væsentlig, hvis man ønsker at være en global supermagt.
Grønland ønsker som ethvert andet land udvikling og økonomisk velstand. Derfor er den danske regerings passivitet så meget desto mere uforståelig, og det sender et signal til Grønland og omverdenen om, at Danmark ikke er interesseret i at samarbejde om udviklingen af den grønlandske råstofsektor.
Det er et svigt af både Grønland og rigsfællesskabet. Grønland har strakt sin hånd ud til et samarbejde med Danmark om udviklingen af den grønlandske råstofsektor. Konsekvenserne af blot at se til, mens Kina ekspanderer, er for såvel et grønlandske samfund og den globale magtbalance uoverskuelige for slet ikke at nævne ustyrlige. Derfor skal vi fra dansk side selvfølgelig tage imod den fremstrakte hånd. Venstre vil – regeringen vil ikke.
Bragt i Jyllands-Posten den 29. januar 2013.