Tydelig forskel

Gaston Buetius ( GB) mener her i Sjællandske d. 8. november, at Venstre er et kynisk parti, når vi siger, at regeringens akutpakke ikke skaber et eneste nyt job.

Men hvor meget tid GB end bruger på at skrive læserbreve om den i hans øjne fantastiske akutpakke, så skaber akutpakken ikke et eneste nyt job. Akutpakken flytter rundt på rækkefølgen af de arbejdsløse, men den gør desværre ikke ledighedskøen kortere. Modsat regeringspartierne så ser vi ingen grund til at sminke udfordringerne med pæne ord og oversælge resultaterne. Vi siger tingene direkte i stedet for at bilde danskerne ind, at nu er alle problemer løst.

I Venstre vil vi en anden vej end regeringen, vi vil sænke skatter og afgifter, så danske virksomheder får bedre mulighed for at konkurrere og skabe arbejdspladser i Danmark frem for at tvinges til at flytte produktionen ud. Vi vil mindske bureaukratiet for danske virksomheder, i stedet for at pålægge dem flere byrder.

Og vi vil lave økonomiske reformer, så dansk økonomi bliver styrket. På den måde skaber vi arbejdspladser i Danmark, i stedet for blot at skubbe problemerne foran os. I Venstre bakker vi op om aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Men det ændrer ikke på, at der er elementer i denne aftale, der er problematiske.

Forskellen mellem hvad regeringen vil, og hvad Venstre vil, kunne ikke være mere tydelig. Venstre vil reelle løsninger, der skaber flere arbejdspladser og tager fat om Danmarks udfordringer. Regeringen forringer modsat vilkårene for danske arbejdspladser og belaster dem med nye byrder og skatter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *