Mine-eventyr med massiv dobbeltmoral

Regeringen og vennerne i 3F råber op om social dumping, når restaurant Vejlegården ansætter personale uden for 3Fs overenskomst. Men vores stats- og grønlandsminister klapper i som en østers, når hun bliver spurgt om udsigten til, at flere tusinde kinesere kan arbejde i grønlandske miner til 34 kroner i timen.

Diskussionen om social dumping i Grønland er opstået, fordi Grønlands Selvstyre i torsdags andenbehandlede Storskalaloven, den måske vigtigste lov siden Selvstyreloven i 2009. Går alt efter planen, kan grønlænderne allerede i begyndelsen af december tredjebehandle loven og dermed åbne dørene til mange tusinde billige kinesiske minearbejdere. Storskalaloven kan være første skridt på vejen mod et grønlandsk mineeventyr, der vil ændre Grønlands fremtid fundamentalt.

Men loven er meget omdiskuteret i Grønland, fordi den sammen med de mange muligheder også indeholder en række store udfordringer.

Som enhver anden nation ønsker grønlænderne vækst i økonomien og udvikling i samfundet. Ingen ansvarlig politiker – grønlandsk eller dansk – kan tillade sig at vende ryggen til de mange muligheder, det grønlandske mineeventyr repræsenterer. Men enhver ansvarlig politiker skal også kraftigt overveje Storskalalovens konsekvenser for det grønlandske samfund og arbejdsmarked og spørge sig selv: Bidrager Storskalaloven til bæredygtig vækst i Grønland? Skaber Storskalaloven varige grønlandske job?

Hvis Storskalaloven bliver vedtaget, kan mine- og projektselskaber hyre tusindvis af udenlandske arbejdere til lavere løn og ringere arbejdsvilkår, end der normalt tilbydes i Grønland. Tendensen peger på, at mine- og projektselskaberne kan hyre kinesisk arbejdskraft til 34 kroner i timen, hvor grønlændere har krav på omkring 75 kroner udbetalt i timen.

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at et kinesisk mineselskab vil ansætte en eneste grønlænder, hvis mineselskabet kan slippe af sted med at udbetale en kineser meget mindre. De store projekter og ikke mindst den massive tilgang af udenlandsk arbejdskraft vil vende op og ned på det grønlandske samfund. Ankomsten af flere tusinde kinesere til små og nære grønlandske bygd- og bysamfund kan få enorme kulturelle, sociale og økonomiske konsekvenser.

Mineaktiviteterne i Grønland skulle gerne skabe varige grønlandske job og en reel økonomisk udvikling i landet, men det bliver en stor udfordring. Minesektoren har ofte meget lidt kontakt med resten af økonomien, og flere internationale studier har vist, at investeringer i mineindustrien som hovedregel har få positive effekter på resten af samfundet. Skrækeksemplet er Zambia, hvor bl.a. kinesiske kobberminer ligefrem har haft en negativ effekt på landets BNP. Drømmen om et mineeventyr er simpelthen blevet til en underskudsforretning. Kineserne er i gang med at tømme den zambiske undergrund for værdier, samtidig med at billige kinesiske underleverandører har udkonkurreret zambiske firmaer. Resultatet er fattigdom og dystre fremtidsudsigter.

Det vil ikke ske i Grønland. Men det minder os om, at kinesiske investeringer ikke er bistand. Det er ren business med det ene formål at gøre Kina rigere. Kinesiske investeringer er attraktive, fordi de er hurtige og kommer uden bindinger. Men der er en bagside af medaljen, som enhver ansvarlig politiker nøje bør overveje, inden man inviterer kineserne indenfor.

I tirsdags sagde statsministeren for åben skærm på sit ugentlige pressemøde, at grønlænderne har hjemtaget råstofområdet, og Danmark derfor kun kan give gode råd, men ellers ikke har noget at skulle have sagt i forhold til kinesiske arbejdere i grønlandske miner. Det er ganske enkelt ikke rigtigt.

Rigsfællesskabets politiske organisering er kompliceret stof, det giver jeg gerne statsministeren ret i. Men det bekymrer mig, at vi har en statsminister, der ikke har overblik over, hvilke områder der hører under grønlandsk ansvar, og hvilke områder der hører under dansk ansvar. Det er korrekt, at Grønland har hjemtaget råstofområdet, men det er Udlændingestyrelsen i København, der behandler og godkender arbejdstilladelser til Grønland.

Derfor er det i sidste ende Danmark, der skal udstede arbejdstilladelser til tusindvis af kinesiske arbejdere. Derfor er det Helle Thorning-Schmidts regering, som skal nikke godkendende til, at kinesiske mineselskaber udbetaler kinesiske minearbejdere 34 kroner i timen. Og det er selvsamme regering, som tordner imod lønmodtagernes fravalg af de politiske fagforeninger. – Dobbeltmoral? Ja.

Den grønlandske landsstyreformand, Kuupik Kleist, sendte i tirsdags en udstrakt hånd til Danmark. En udstrakt hånd om samarbejde mellem Danmark og Grønland, så vi sammen kan udforske mulighederne for kommercielle investeringer i råstofudvinding. Så vi sammen kan sikre, at minedrift i Grønland kommer Grønland til gode. Danmark skylder både Grønland og os selv at tage imod landsstyreformandens udstrakte hånd. Hvis Rigsfællesskabet skal spille op mod verdens folkerigeste land, kræver det, at vi står sammen.

Den grønlandske råstofsektor sætter Rigsfællesskabet over for en stor prøve. En prøve i at udvikle sig som et reelt fællesskab med ligeværdige parter, gensidig respekt og tillid. Derfor bekymrer det mig meget, at statsministeren og hendes regering igen og igen afviser at forholde sig til realiteterne i Grønland. Grønlænderne vil udvikle deres råstofsektor – med eller uden Danmark.

Indtil statsministeren indser sit ansvar over for Rigsfællesskabet, vil Danmark stå på perronen og se det arktiske tog tordne af sted. Grønlænderne vil gerne have os med, men hopper vi ikke på og deltager aktivt og konstruktivt i udviklingen, tager kineserne gerne vores plads. Det ville dog være trist, og derfor er der behov for, at statsministeren og regeringen melder klart ud.

Kronikken er bragt i Berlingske Tidende d. 23. november 2012.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *