Onsdag den 8. november rev landets gymnasieelever en hel dag ud af skolekalenderen for at tage på arbejde og tjene nogle penge.
Men eleverne gjorde det ikke for at putte lønnen ned i egen lomme til en ny Iphone eller til nye Converse-sko.
Hver en krone blev afleveret for at støtte unge i verdens fattigste lande.
Projektet hedder Operation Dagsværk og går ud på, at danske gymnasieelever bliver fritaget for undervisningen én dag om året for at indsamle penge til projektet. I år støtter de danske gymnasieelever organisationen Cross Culture Project Association, som vil bruge pengene på fodboldskoler til unge i Irak. De sidste 25 år har danske gymnasieelever støttet OD, men i år kneb det med at få eleverne i arbejdsskoene.
OD har altid skilt vandene. Nogen er imod, at deltagerne ikke får fravær, enkelte bare principielt imod, at en dags undervisning byttes til arbejde, mens andre mener det er problematisk, at OD ofte har samarbejdet med organisationer på den yderste venstre-fløj. Jeg har selv som gymnasieelev deltaget aktivt i to OD. Den ene med malertøjet på, hvor jeg sammen med tre andre fik til opgave at udsmykke legerummet på et feriecenter. Et enkelt år tilvalgte jeg undervisningen og fravalgte OD, fordi jeg holdningsmæssigt ikke var enig i det års valgte støtteprojekt. I stedet var jeg aktiv i demokratiarbejde gennem mange andre internationale organisationer.
At personer fravælger noget, de ikke kan stå inde for, har jeg fuld respekt for. Men det vi ser i år, er en anden udvikling. En rundspørge fra Politiken viste, at på 14 ud af 20 gymnasier har mange elever valgt at punge ud af egen lomme og selv betale de 300 kroner, så de kunne tage en fridag i stedet for at arbejde. De elever valgte aktivt ikke at tage del i fællesskabet, men betalte sig i stedet fra det.
Ånden i Operation Dagsværk handler ikke kun om at støtte et godt formål med 300 kroner. Signalværdien er mindst lige så vigtig som kolde kontanter. OD handler også om at lære unge om værdien af at gøre en frivillig indsats for andre, og at man ikke kan betale sig fra et samfundsansvar.
Danmark ville ikke kunne hænge samme, hvis ikke der var frivillige, som laver alt fra at være fodboldtrænere, brandmænd og besøgsvenner. Vores samfund er bundet op på, at man tager et fælles ansvar.
I Go’ Aften Danmark hørte jeg en ung pige forklare, at hun hverken vil arbejde eller give penge til Operation Dagsværk, fordi hun ikke føler, at hun er blevet oplyst nok til at kunne tage stilling. Det er en sund indstilling, at man gerne vil vide, hvad ens penge går til, men vi lever i en tid, hvor få tryk på smartphonen kan føre dig til søgetjenester og videre til alverdens oplysninger. Aldrig før har der været så gode muligheder for at søge oplysninger, og det tog ikke mig mange minutter at finde masser af oplysninger om Operation Dagsværk.
Er gymnasieeleverne dovne og forkælede, når de ikke vil knokle et par timer for at hjælpe unge i verdens fattigste lande? Ja, de er dovne, men hvem var ikke det som teenager. En fridag fra undervisningen var da skønt der midt i 2. g. Men det problematiske ved den tendens, der har vist sig ved årets Operation Dagsværk er, at mange unge tror, man kan betale sig fra et samfundsansvar. Det kan man ikke. Som medborgere i et samfund har vi et ansvar for at tage os godt af hinanden, og for mig, er det ikke en pligt, men en selvfølge, at vi hjælper dem, der har mest brug for det. Man kan være imod OD. Fair enough. Men at købe en fridag er bare at melde sig ud. OD kunne være en blandt mange andre muligheder for at kigge ud over egen næsetip, og næste gang de sparker rundt med fodbolden, kan de tænke på, at deres hjælp har skaffet bolde, mål og støvler til masser af unge irakere og været med til at gøre en forskel.
