Gyldne nederdele. Er det, Europas erhvervsliv har brug for, virkelig et hav af juristeri og lange indberetninger, der skal offentliggøres på diverse hjemmesider for at sikre 40 procent kvinder i virksomhedsbestyrelser? Vi mener nej.
Grækenland er fortsat på randen af kollaps, forhandlingerne om bankunionen er kørt fast, og medlemsstaterne står milevidt fra hinanden, når det gælder om at blive enige om EU’s husholdningsbudget for de næste syv år. Og hvad gør Europa-Kommissionen? Jo, med kommissær Viviane Reding i spidsen synes den åbenbart, at tidspunktet nu er det helt rigtige til at diskutere kvindekvoter. I fællesskab skal landene forpligte sig til, at bestyrelser i 2020 skal bestå af 40 procent kvinder.
Og gør de ikke det, skal der med kommissærens egne ord »gennemføres bindende sanktioner, så virksomheder, som ikke lever op til loven, kan blive tvunget til at gøre det«. Modsat tidligere udkast er det dog op til medlemsstaterne selv at udvikle den rette sanktions-værktøjskasse.
Lad det være sagt med det samme. Vi er varme tilhængere af mangfoldighed. Hvis Europa på sigt skal klare sig i hjernekapløbet, skal alle talenter, af begge køn, bringes i spil. Derfor er det også glimrende, at så mange virksomheder, såsom bl. a. Carlsberg, arbejder målrettet med at styrke mangfoldigheden og har inkorporeret måltal i deres strategi. Men helt grundlæggende mener vi i Venstre, at Kommissionen er på vildspor. I krisesituationer skal man fokusere på at slukke ildebrande og ikke gå i gang med alle mulige overspringshandlinger, der risikerer at rykke opmærksomheden væk fra ildslukningen.
UD OVER DEN næsten groteske timing er der tre årsager til, at direktivforslaget hurtigst muligt må forsvinde ned i Kommissionens skrivebordsskuffe igen. For det første er selve direktivet og Kommissionens retorik gennemsyret af, at kvinder er nogle hjælpeløse ofre, der skal have kvotehjælp. Det er og bliver en hån mod de mange dygtige kvinder, som i disse år stormer ind på universiteterne og som også i stigende grad, som f. eks. i Danmark, rykker ind på de tunge direktørposter. Tag bare Berlingskes glimrende artikel fra i søndags, der beskrev hvordan flere kvinder nu bliver CFO, men også hvordan kvinder skal være villige til at træffe de vanskelige personlige valg om f. eks. den rette balance mellem arbejds-og privatliv, som topledelse kræver.
For det andet forfalder Kommissionen til symptombehandling ved så ensidigt at fokusere på bestyrelser.
Selvom kvinderne er på vej op i hierarkierne, skal der jo være nok kvinder på direktionsniveau for, at de kan kvalificere sig til en bestyrelsespost. Erfaringerne med den forkætrede norske kvotemodel burde her have givet Kommissionen stof til eftertanke.
Kvotekravet på bestyrelsesniveau har nemlig ikke ført til, at virksomhederne har knækket koden på ledelsesniveau. Populært sagt har de såkaldte »gyldne nederdele«, altså direktørkvinder, der var der i forvejen, fået flere bestyrelsesposter. Reelt kræver en øget mangfoldighed derfor, at virksomheder sætter ind med talentpleje langt længere nede i fødekæden.
For det tredje, og endnu mere principielt, er vi helt enige med den tyske regering i, at bestyrelsessammensætning er et nationalt anliggende, ikke et EU-ansvar. Her må og skal nærhedsprincippet råde.
Også i EU må der simpelthen være grænser for politik.
Vi skal ikke fra politisk side gøre os kloge på, hvordan virksomheder skal sammensætte deres ledelse, hverken på direktions-eller bestyrelsesniveau.
Ej heller skal vi, som Kommissionen nu foreslår i direktivet, tvinge dem til at redegøre for, hvorfor en bestyrelsespost er gået til en mand frem for en kvinde og sågar pålægge dem bevisbyrden ud fra såkaldt objektive kriterier.
For bestyrelsesudpegelserne er altså ikke eksakt videnskab, hvor man kan sætte menneskelig kemi og afvejning af bestemte kompetencer på formel.
Eller som den tyske liberale justitsminister har udtrykt det: Forslaget er virkelighedsfjernt og vil ikke fremskynde processen med at få flere kvinder i bestyrelser og direktioner. Det vil kun føre til et hav af sagsanlæg ved domstolene fra skuffede kvinder, som havde gjort sig håb om en bestemt bestyrelsespost! OG HÅNDEN PÅ hjertet. Er det virkelig dét, Europas erhvervsliv har brug for? Et hav af juristeri og lange indberetninger, der skal offentliggøres på diverse hjemmesider? Vi mener nej og opfordrer derfor regeringen til at afvise forslaget frem for bare at glæde sig over, at forslaget ikke blev så slemt som frygtet. Vi skal holde fast i nærhedsprincippet og respektere virksomhedernes ledelsesret. Kort sagt: vi skal mobilisere nok lande til, at Kommissionen tvinges til at genoverveje forslaget ( »det gule kort« )«. For hvad mon der sker, hvis eksempelvis Danmark i 2020 ikke lever op til de 40 procent? Er der så nogen, der tror, at Kommissionen ( og andre kvotetilhængere) bare vil trække på skuldrene? Nej, de vil da komme med 180 kilometer i timen med tvang og skærpede krav, da landene jo for længst har accepteret, at ligestilling er et spørgsmål om at ramme en bestemt procentsats.
Ovenstående kronik er skrevet i samarbejde med Lykke Friis.
