Vækst skabes ikke af tale, men af konkret handling

Efter årets topmøde i Dansk Industri skrev erhvervskommentator Jens Chr. Hansen, at fokus hos Helle Thorning og Lars Løkke Rasmussen lå i ”hvad en stor offentlig sektor kan tilbyde” men at de begge var ude at trit med (erhvervs-)publikummets ønsker. Umiddelbart skulle man tro, at kommentatoren forlod DI-topmødet i Forum inden Lars Løkke Rasmussen holdt sin tale. En tale som fik stor ros fra netop erhvervslivet fordi talen rummede helt konkrete tiltag og initiativer til glæde for erhvervslivet. Den fokuserede præcis på ’big (og small) business’  og ikke som JCH skriver på ’big government’.

Lars Løkke Rasmussen præsenterede en erhvervsskattepakke med skatte- og afgiftssænkninger på 4 mia. kr.. En pakke, der fjerner bl.a. fedtafgiften, genindfører ligningslovens §33A, sikrer en bevarelse af BoligJob-ordningen. Alt sammen efterspurgt af danske virksomheder, og noget, der vil være med til at skabe vækst og arbejdspladser. DI direktør Karsten Dybvad indledte DI-topmødet med at efterspørge lettelser for minimum 4 milliarder kroner i årets finanslov så danske arbejdspladser kan udvide produktionen i Danmark og overleve i en benhård global konkurrence. Det svarer meget godt til det budskab som også var Lars Løkke Rasmussens afsæt. Og det understreger, at Venstre lytter til erhvervslivets bekymringer for de danske arbejdspladser og vækstmuligheder og handler på den baggrund. Danmark har præcis brug for politikere, der arbejder sammen med erhvervslivet og tør tage skeen i den anden hånd. Med andre ord: ”Færre afgifter. Flere arbejdspladser”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *