Venstre har fået flere indrømmelser i det netop indgåede medieforlig, og det kommer danskerne til gode, siger Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby. Medieforliget giver blandt andet større frihed til at vælge tv-kanaler i tv-pakkerne og sikrer via public service-puljen fortsat penge til drama- og dokumentar-udsendelser.
– Regeringen ønskede fra starten af flere penge til DR, mens vi var mere optagede af at sikre mangfoldighed og et kreativt produktionsmiljø, siger Ellen Trane Nørby.
Medieforliget indebærer også, at licensen fastholdes og kun reguleres i takt med pris- og lønstigninger samt, at radiolicensen helt afskaffes.
– Vi har fra begyndelsen været imod, at licensen blev sat op, og nu har vi sikret større åbenhed omkring DRs anvendelse af licensen. Men vi har inden for den eksisterende ramme sikret, at der er blevet afsat flere penge af til børn og unge samt til den regionale dækning, hvilket igen er med til at styrke bredden i det danske mediebillede, siger Ellen Trane Nørby.