Pressemeddelelse: Regeringen ignorerer grænsehandelen. Trist!

” 50 butikker syd for grænsen sælger nu lige så meget øl/vin som 1200 butikker i Danmark. Det er på tide, at Vestager, Thorning og resten af regeringen tager den stigende grænsehandel alvorligt og forstår, at deres skatte- og afgiftsstigninger er ødelæggende for vækst og beskæftigelse i Danmark.”

Så kontant er meldingen fra Venstres sønderjyske folketingsmedlem og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, når hun kigger på de tal som supermarkedskoncernen Coop netop har offentliggjort. De viser, at siden nytår, hvor regeringen har pålagt yderligere afgifter på usunde fødevarer og nydelsesmidler, er salget af øl og vin faldet med syv procent i hele Danmark. Værst ser salget ud lige nord for den dansk-tyske grænse, og bryggerikoncernen Royal Unibrew kan til gengæld melde om stigende ølsalg syd for grænsen.
 
”Vi kommer ikke udenom, at regeringens nye afgifter får grænsehandlen til at vokse. Folk valfarter ned over grænsen, fordi priserne i Danmark nu er blevet endnu højere sammenlignet med prisen på fødevarer og nydelsesmidler i Tyskland. Desværre lukker regeringen øjnene for problemet. Men afgifterne koster detailforretningerne på den danske side af grænsen dyrt, og det går ud over danske job,” siger Ellen Trane Nørby.

Købmændenes organisation DSK har også for nylig anslået, at den samlede grænsehandel er vokset til 15 mia. kr., hvilket koster mere end 10.000 danske arbejdspladser. Derfor vil Ellen Trane Nørby nu have skatteminister Thor Möger Petersen på banen.

”Jeg har både stillet spørgsmål til skatteministeren og tidligere inviteret ham til grænselandet, så han med sine egne øjne kan se konsekvenserne af den høje grænsehandel. Det tilbud har han afslået. Jeg vil fortsætte med at gøre regeringen opmærksom på problemet. For vi bliver nødt til at reagere på denne negative udvikling.” forklarer Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby vil derfor nu stille en nye række såkaldte §20-spørgsmål til skatteministeren for at få ham til at forholde sig til den voksende grænsehandel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *