Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, besøger torsdag d. 12. april en række virksomheder i Syddanmark. Første virksomhed på ruten er Gumlink i Vejle, der er førende inden for produktionen af medicinsk tyggegummi, og her får Ellen Trane Nørby selskab af Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard og byrådsmedlem og suppleant til Folketinget Jens Ejner Christensen. Med besøget sætter de tre Venstrefolk fokus på behovet for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft og nye virksomheder til Syddanmark.
”Skal vi skabe vækst i Syddanmark, så forudsætter det ordentlige rammevilkår til vores virksomheder. Gode rammevilkår handler ikke kun om lavere skat og mindre bureaukrati, men også om vores virksomheder kan få den kvalificerede arbejdskraft, som de har behov for. I venstre ønsker vi at tage lokale virksomheder med på råd, før vi formulerer nye udspil, og derfor er et besøg hos Gumlink i Vejle en vigtig del af det politiske arbejde, da virksomheden kender alt til fordele og ulemper ved at drive virksomhed i Danmark”, udtaler Ellen Trane Nørby forud for besøget.
Beskæftigelsesregion Syddanmarks seneste analyse af arbejdsmarkedsbalancen viste, at Syddanske virksomheder forgæves har forsøgt at rekruttere personer på ledelsesniveau og højtkvalificerede arbejdskraft, til mere end 300 stillinger. I fremtiden er der risici for at regionen vil mangle ca. 30.000 faglærte medarbejdere og folk med videregående uddannelser.
”Der er et kæmpe behov for at sætte fokus på, at der faktisk er en efterspørgsel efter akademikere og andre med videregående uddannelser i Syddanmark. Initiativer hvor jobsøgende kommer ud til virksomheder har vist sig at give gode resultater, og vi skal fortsætte af den vej. Men vi skal også finde ud af, hvordan vores område bliver eftertragtet af børnefamilier og personer, der i dag, søger mod de største byer i Danmark. Det er jeg sikker på, at besøget hos Gumlink kan give nogle svar på,” forklarer Ellen Trane Nørby.
Der vil afslutningsvis på besøget være mulighed for at pressen kan stille spørgsmål og tage billeder.
Tid: Torsdag den 12. april 2012, kl. 9.00 – 10.30
Sted: Gumlink, Dandyvej 19, 7100 Vejle