Socialdemokrater – Anskaf jer en ny lommeregner!

De fleste ved, at 1 plus 1 er 2. Men åbenbart ikke Socialdemokraterne, fristes man til at sige. Hos dem er omgangen med tal løsagtig og tilpasset det budskab, de ønsker at fremme.

Særligt når det handler om dansk økonomi, er den socialdemokratiske lommeregner ikke bleg for at lege med tallene. Det så vi med Fair Forandring og Fair Løsning, hvor milliarderne manglede. Og vi ser det nu, hvor Socialdemokraterne fifler med sandheden om situationen i dansk økonomi. Formålet synes ene og alene at være et forsøg på at tilsværte VK-regeringens økonomiske politik.

Når Socialdemokraternes lommeregner ikke virker, er det heldigvis godt, at andre i Danmark kan regne. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at vi i 2011 nåede i mål med et betydeligt mindre underskud end frygtet – nemlig blot 35 mia. kroner. Alligevel holder S og SF fast i deres udsagn om, at VK regeringen efterlod et ”økonomisk håndværkertilbud”. 

Sandheden er, at VK regeringens ansvarlige politik har sikret, at Danmark i dag – trods krisen – er blandt den lille gruppe AAA-lande i verden med de bedste økonomiske kreditvurderinger. 

Tirsdag den 17. april kunne Danmarks Statistik fortælle, at dansk økonomi er i bedre balance i dag end for 10 år siden. Den danske udlandsgæld var væk i 2011 og vendt til et overskud til udlandet på 440 milliarder kroner. 

Resultatet er ikke kommet af sig selv. Havde vi op gennem 00’erne fulgt S og SF’s krav om øget offentligt forbrug og lyttet til paroler om velfærdsmassakre, så havde dansk økonomi i dag været et helt andet sted. 

Vi modtog i 2001 en gæld på 268 milliarder kroner fra Poul Nyrup (S). I 2008 var den vendt til et overskud på 92 milliarder kroner.  Det gjorde, at Danmark stod stærkt, da krisen ramte os. Vi gennemførte GenopretningsPakken, tog initiativ til Tilbagetrækningsreformen og sikrede, at der var sammenhæng mellem udgifter og indtægter.

Det er på tide, Socialdemokraterne anskaffer sig en ny lommeregner. Danskerne har krav på at høre sandheden. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *