Pressemeddelelse
Tirsdag den 20. marts 2012
Venstre: Kristian Jensen og Ellen Trane Nørby diskuterer dansk formandskab i Bruxelles
Onsdag den 21. marts besøger Venstres gruppeformand Kristian Jensen og politiske ordfører Ellen Trane Nørby EU-parlamentet og den danske EU-repræsentation i Bruxelles. Besøget finder sted i forbindelse med det danske EU-formandskab og er med til at understrege, at Venstre er store EU- tilhængere og bakker op om formandskabets visioner om at skabe et mere økonomisk ansvarligt og dynamisk Europa.
”Det er vigtigt, at vi bruger hele perioden som formandskabsland på at stoppe den økonomiske uansvarlighed og laden stå til, som vi har været vidne til blandt nogle medlemslande. Vi skal have ryddet op efter de hårde kriseår, så vi igen kan få genskabt tilliden til de europæiske landes økonomier og til euroen. Det var det mål, vi satte os for, da vi under VK-regeringen begyndte at forberede formandskabet,” udtaler Kristian Jensen.
Af samme grund har Venstre fra starten bakket fuldt op om regeringens arbejde for at lade Danmark tilslutte sig EU’s finanspagt og skabe vækst og nye arbejdspladser. Den dagsorden bringer Danmarks største oppositionsparti med sig til Bruxelles.
”Med finanspagten får vi EU med på den økonomiske tankegang, som VK-regeringen var ansvarlig for, hvor vi sikrer, at vi er klædt økonomisk på til svære tider. Det nytter intet at være en vindernation på et taber-kontinent, og derfor er det i Danmarks interesse, at hele Europa kommer på fode igen. Vi må derfor som formandskabsland sørge for, at aftalerne følges til punkt og prikke og ikke blot ender som luftige hensigtserklæringer. Det budskab tager vi med til Bruxelles,” udtaler Ellen Trane Nørby.
Under besøget i Bruxelles skal Ellen Trane Nørby og Kristian Jensen blandt andet mødes med Venstres medlemmer af Europaparlamentet Jens Rohde, Anne E. Jensen og Morten Løkkegaard samt ambassadør Jonas Bering Liisberg fra Den danske EU-repræsentation og præsidenten for European Liberal Democrats (ELDR) Sir Graham Watson, der også er britisk medlem af Europaparlamentet.
For yderligere oplysninger:
Kristian Jensen, 2244 5828
Ellen Trane Nørby, 6162 4258