I JV d. 2. marts beskylder 3 personer undertegnede for alt fra at ville ’drukne den offentlige sektor i et badekar’ til at mene samtlige EU modstandere befinder sig på ekstreme ydrefløje. Og så skulle jeg åbenbart mene, at demokratiet ikke er vigtigt. Hverken Jens Kimbys, Andreas Åbling Petersens eller Rina Ronja Karis beskyldninger har hold i virkeligheden, selvsagt. Hverken Venstre eller jeg går ind for en nedlæggelse af den offentlige sektor, endsige den danske stat, og vi vil heller ikke sælge Holger Danske til Bruxelles, hvilket jeg går ud fra er det næste jeg bliver beskyldt for.
Ingen af de 3 læserbrevsskribenter forholder sig til mine argumenter om, at den økonomiske krise, der hærger EU i øjeblikket, i høj grad skyldes manglende økonomisk styring og manglende strukturelle reformer. Vi har behov for at sikre styr på økonomierne og vækst i hele EU, hvis der skal være aftagere til at købe de varer vi producerer på vores mange dygtige virksomheder. Vi skal bruge EU til at løse de aktuelle udfordringer som medlemslandende til en hver tid står over for, frem for at tro EU er en fast størrelse i en fast form.
Hvis man tror at Danmark er en øde ø, som ikke påvirkes af vores omverden tager man fejl. Vi er dermed alle bedst tjent med at vi også er med til at tage fælles ansvar. Det er det finanspagten handler om og det er derfor Danmark støtter den.
Indlægget er bragt i Jydske Vestkysten den 7. marts 2012