I forbindelse med Synnejyske Allgemeines besøg på Christiansborg i torsdags, havde jeg den glæde at holde oplæg om, hvad der skal til for at styrke erhvervsudviklingen i grænseregionen.
Det er et emne, som ligger mig nært på sinde, da grænseregionen rummer et stort potentiale for at blive vækstgenerator for såvel erhverv og viden, som kultur og turisme. Men det kræver at vi samarbejder, så vi kan videndele og gøre brug af hinandens særlige egenskaber og kendetegn. Jeg mener blandt andet, at danske virksomheder med fordel kan kigge deres tyske kollegaer over skulderen og lade sig inspirere, så de kan optimere og udvikle sig selv – hvilket også skal ske den anden vej over grænsen.
Derudover skal koordineringen af infrastrukturen nord og syd for grænsen styrkes, dét er et vigtigt skridt på vejen til vækst. Jeg tænker her på den grænseoverskridende trafikkommission, som den tidligere regering vedtog i foråret. Det betyder, at vi i årene fremover sikrer, at trafikinvesteringer nord og syd for grænsen koordineres på den bedst mulige måde, så vi sikrer de mest optimale løsninger til glæde for borgerne i grænseregionen – også til gavn for erhvervslivet og turismen.
Sidst men ikke mindst skal vores projekt om, at gøre Sønderborg med hele grænselandet i ryggen til europæisk kulturhovedstad i 2017 være med til at styrke samarbejdet på tværs af grænsen. Dét generer vækst og placerer grænselandet på det europæiske land. På fredag præsenteres projektet for en jury i Kulturministeriet, og jeg er sikker på, at juryen bliver imponeret. Projektet skal repræsentere hele grænseregionen med fokus på vores fælles kulturarv og historie. Det bliver ikke en let kamp – men blot dét, at vi arbejder sammen om projektet kan være med til at nedbryde barrierer, som også vil komme vores erhvervsliv, turismen og beboere til gode.