Den røde regering har sammen med Enhedslisten netop besluttet af lukke Statsadvokaturen i Sønderborg. Det betyder, at mellem 20-25 højtuddannede medarbejdere nu må vinke farvel til sit arbejde i Sønderborg. Det lokale folketingsmedlem for Venstre, Ellen Trane Nørby, stiller sig meget uforstående over for beslutningen:
” Jeg synes, det er en meget forkert beslutning den røde regering har taget sammen med Enhedslisten. Det er i høj grad at centralisere for centraliseringens skyld, og det rammer områder som Sønderborg hårdt. Det her handler ikke kun om 20-25 videnstunge arbejdspladser, det handler også om alle de job det bringer med sig og de ægtefællerjob, der følger med.” udtaler Ellen Trane Nørby.
Ellen Trane Nørby har siden en embedsmandsgruppe fremkom med forslaget om at statsadvokaturen i Sønderborg skulle lukkes, kæmpet imod forslaget som ikke ville give væsentlige synergier eller merværdi ved at nedlægge statsadvokaturen i Sønderborg og Aalborg, mod at udvide i Viborg. VK regeringen valgte også tidligere på året ikke at gå videre med embedsmandsgruppens forslag, men det gør den røde regering nu og det betyder lukning af arbejdspladser i Sønderborg. Også de lokale socialdemokrater har nu ændret holdning og af pressen fremgår det, at det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Sønderborg, Benny Engelbrecht ikke længere vil kæmpe for Statsadvokaturen i Sønderborg.
”Rød bloks beslutning om at nedlægge statsadvokaturen i Sønderborg og Aalborg vil også betyde, at en række medarbejdere fremover vil spilde deres tid på vejene i hele Jylland istedet for at kunne føre sager ved domstolene.” slutter Ellen Trane Nørby
Under de seneste dages forhandlinger i Justitsministeriet har Venstre sammen med DF, LA og de konservative gjort det klart, at partierne ikke støtter, at statsadvokaturen nedlægges i Sønderborg og Aalborg. Derfor blev den del taget ud af selve aftalen om politiets fremtid.