I morgen fredag den 4. november besøger den nye Kulturminister, Uffe Elbæk, Sønderborg. Formålet med besøget er at give ministeren en orientering omkring den ansøgning som Sønderborg sammen med hele grænselandet har indsendt om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Under besøget skal den nye kulturminister besøge såvel Alsion, høre om Gehry-projektet og besøge Dybbøl Mølle.
Det lokale folketingsmedlem og medlem af Folketingets Kulturudvalg Ellen Trane Nørby fra Venstre deltager i ministerens besøg, og hun glæder sig over, at ministeren netop har valgt at besøge Sønderborg:
”Hvis Sønderborg skal vinde kampen om at blive Europæisk Kulturhovedstad, så er det vigtigt, at vi får udbredt kendskabet til vores ansøgning og det kæmpe kulturelle potentiale som grænselandet rummer, og som 2017 Europæisk kulturhovedstadsambitionen kan være med til at realisere. Vi skal ikke bare give kulturministeren smag for hvad Sønderborg og resten af grænselandet kan tilbyde alle af historie, kultur og kreativitet, vi skal også sikre, at han som gammel Århus ”dreng”bliver en god ambassadør for vores ansøgning,” udtaler Ellen Trane Nørby.
Hun vil dog også benytte mødet med kulturministeren til at understrege det fortsatte behov for, at Dybbøl Mølle kommer på finansloven, og at Sønderjyllands symfoniorkester bevares.
”Inden ministeren satte sig i ministerstolen har han gentagne gange sagt, at han ønsker at reducere antallet af symfoniorkestre i Danmark. Det er jeg meget imod, og jeg vil slå et slag for, at Sønderjyllands Symfoniorkester også i fremtiden kan nydes i koncertsalen på Alsion. Og jeg vil minde den nye minister om, at det arbejde vi gennem flere år har haft med at finde flere penge til at bevare og vedligeholde Dybbøl Mølle, det skal afsluttes med at møllen kommer på finansloven på samme måde som Fregatten Jylland og Roskilde Domkirke er det. Dybbøl Mølle er hele Danmarks mølle og derfor er det ikke kun lokale penge, der skal betale for den. Den besked tager jeg med til ministeren,” udtaler Ellen Trane Nørby.
For yderligere information:
Ellen Trane Nørby, 6162 4258