BS, basserne og efterskolerne

En småskaldet mand, der kærligt råber: ”Becker! du kan godt, kom så!”. Et møde med gårsdagens aftensmad på en skovbund og 3 kilometer, der tilbagelægges efter 36 minutters kamp mod asfalt, vind, knæ, tyngde, men mest af alt mod sig selv.

For udenforstående er ovenstående sætninger sikkert temmelig uforståelige, men for jer som ligesom jeg har set et par afsnit af BS og Basserne, så giver de sikkert mere mening. Indrømmet, jeg er blevet lidt grebet af TV2s serie om en flok overvægtige piger, der drømmer om at komme i forsvaret og nu er overladt til BSs mentale coaching, så de kan udvikle sig fra uselvstændige, toastbrødsspisende piger til veltrænede rekrutter. Mange af pigerne har taget livets knubs med sig på såvel sidebenene som mentalt, og det i en sådan grad, at de helt har mistet troen på sig selv.

Det er piger, der er nået til det punkt, at de hellere vil give op før de er begyndt, end risikere at løbe ind i endnu et af de mange nederlag som livet har udstyret dem med. Som BS konstaterer, så kendetegnes de på den ene side af kravsløshed, hvor alle opgaver kan bøjes af med et ”det kan jeg ikke” og efterfølgende eftergivenhed, og på den anden side en situation hvor de ikke længere tror på, at de selv kan noget, netop fordi ingen nogensinde har stillet krav, skubbet dem ud til deres grænser og bekræftet og støttet dem i, at de kan meget mere, end de har fantasi til at forestille sig.

Jeg tror, at min fascination af programmet er en mellemting mellem undren over at en i den bedste mening opvækst indpakket i vat og overbeskyttethed, kan ende med at medføre, at unge piger helt mister selvstændigheden, ansvaret og troen på sig selv. Og så at se, hvor relativt lidt omsorg, motivation, insisteren og rigtige rammer, der kan få de her piger på ret kurs igen. Og hold da op hvor de til tider er seje og vokser i selvstændighed i takt med at de får stillet krav, BS klap på skulderen og fra hinanden og får og tager ansvar.

Men BS og basserne kunne vel lige så godt være programmet om livet på en række af specialefterskolerne, hvad end det er ordblindeefterskoler, efterskolerne for overvægtige unge eller andre af vores efterskoler, der hvert år løfter en kæmpe social opgave og hvor den, eller de helt særlige lærere spiller præcis den samme rolle som motivator, indpisker og kærlig støtteperson som BS spiller overfor basserne. Og heldigvis for det.

 Men hvis jeg så spoler lidt tilbage, så er problemet jo i virkeligheden, at vi kan nå der ud, hvor en række unge reelt skal reddes fra sig selv og deres spiral ned mod selvdestruktion. Der er alt for mange unge, der får knubs af livet, af skolen, eller af de kammerater, der ikke er der. Hvorfor er der ikke nogen, der har stoppet det og har grebet ind undervejs og givet den omsorg og sat de pejlemærker, der skal til? Et fåtal får en ny start på en efterskole og drager derfra med en begavet bagage, præcis som Hansen, Becker og de andre basser får BSs ”Du kan godt!” med sig videre i livet. Men hvad med dem, der ikke får muligheden. Hvem tager sig af dem? Det var måske værd at overveje i en tid hvor det ikke er fripladserne, men de generelle tilskud, der prioriteres.

Indlægget er bragt som klumme i fagbladet Efterskolen