Samtlige tilhørspladser var fyldte, da jeg i fredags, den 14. oktober, deltog i en paneldebat med Hans Engell (politisk kommentator), Lisbeth Knudsen (chefredaktør på Berlingske Tidende), Mark Ørsten (lektor på RUC) og Johanne Schmidt-Nielsen (folketingsmedlem for Enhedslisten). Her diskuterede vi de politiske kommentatorers rolle under den netop overståede valgkamp.
Debatten tog udspring i en ny analyse, foretaget af Infomedia, som viste, at 47 % af de adspurgte danskere mener, at de politiske kommentatorers kommentarer og analyser hjælper med at forstå politik og det politiske spil. Deres arbejde er dermed med til at oversætte de, nogle gange højtravende, politiske budskaber og processer. Analysen viste også, at 57 pct. af kommentatorernes spalteplads og taletid gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner, så som meningsmålinger (19 %), alliancedannelser (13 %), interne uenigheder i de to blokke (Blå: 11 %, Rød: 7%) samt Thornings skattesag (5%). De resterende 43 % blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner med hovedvægt på økonomiske emner (25%) og udlændingepolitik (11%). Tallene viser dermed tydeligt, at man skal forholde sig kritisk til kommentatorerne.
Det er et problem, at hver gang en politiker gør noget, tolkes det af kommentatorerne som noget, der er designet af en spindoktor ud fra en eller anden meningsmåling. Jeg kan klart sige, at sådan hænger mit politiske arbejde ikke sammen. Hvorfor skulle man vælge at være politiker, hvis man ikke havde holdninger, værdier og så på indholdet som det væsentligste?
I valgkampen blev der skrevet utrolig meget om bredt samarbejde, med fokus på hvem der var med, og hvem der ikke var. I stedet for bogstavkombinationer kunne kommentatorerne med fordel have fokuseret på, hvad indholdet af samarbejdet skulle bygge på.
Der er selvfølgelig forskellige syn på kommentatorernes rolle, alt afhængig af hvilke øjne, der ser. Mark Ørsted slog fast, at kommentatorernes rolle er problematisk, dels fordi eksponeringen af dem er stor, og dels fordi kommentatorerne er med til at snævre dagsordenen ind, ved at de udvælger få emner, som kører i medierne, som de alle vælger at kommentere videre på. Det drejer sig især om meningsmålinger, personsager og politiske processer.
Her har Hans Engell og Lisbeth Knudsen en anden holdning. De ser, at det er medierne, der sætter dagsordenen, og at kommentatorerne blot følger op på denne. Kort sagt, så mener kommentatorerne, at de er med til at knække nogle af de politiske koder og processer, som medierne skriver om, og at de foretager et nødvendigt stykke arbejde uden at være orakler.
Man kan ikke komme uden om, at de politiske kommentatorer er blevet en del af politik og i højere grad inddrages. De er uden tvivl kommet for at blive. Men ligesom der stilles krav til os politikeres optræden og ageren i medierne, så skal vi også stille krav til kommentatorerne – så hele den politiske mediedagsordenen ikke udelukkende kommer til at handle om proces og meningsmålinger frem for indhold og substans. For sådan er den politiske verden ikke skruet sammen.
På den anden side kan kommentatorerne bidrage med deres erfaringer, ofte fra tidligere erhverv i politik, og dermed give nogle simple forklaringer på, hvorfor politiker X gør det ene, når politiker Y gør noget andet, som kan bidrage til, at danskerne får nogle redskaber til at forstå det politiske arbejde og spil bedre.
Vi skal dog huske, at de politiske kommentatorer plejer deres kilder, især på Christiansborg, hvorfor man ikke ved, hvilke kildehensyn de politiske kommentatorer foretager i deres analyser.
Men debatten var god og spændende – og den er langt fra slut.
