Danskerne har brug for ærlige svar

Den 20.10 skriver Anna K. Hermansen  i Nordjyske Stiftstidende, at hendes indtryk er, at oppositionens eneste opgave er, at genere den nye regering. Hun henviser til Folketingets åbningsdebat, hvor en række Venstre folk inklusiv undertegnede stillede spørgsmål til Helle Thorning-Schmidt. Selvfølgelig bruger vi ikke vores kræfter på at genere den røde regering, men relevante spørgsmål og en debat er og bliver en del af folkestyret. Det var det også da Venstre var i Regering og SF, S, RV og Enhedslisten på mere eller mindre konstruktiv vis kritiserede.

I Venstre står vi fast på at fremlægge finansierede forslag og initiativer, der kan være med til at løse de udfordringer Danmark står over for i forhold til økonomi, beskæftigelse og vækst. Men det er også klart, at Venstre som et konstruktivt og konsekvent oppositionsparti, bliver nødt til at spørge ind til de mange løftebrud og kovendinger, som umiddelbart er det eneste den nye regering har nået at præsentere i sin levetid. Når danskerne med god tro stemmer på partier, fordi de lover danskerne en række nye tiltag, for derefter at vende rundt på en tallerken og gøre det modsatte, så er det relevant at stille spørgsmål på danskernes vegne i håb om at få svar fra regeringen. Det gælder ikke mindst Helle Thorning-Schmidts løfte om at give en hjælpende hånd til boligmarkedet, som nu også er forsvundet ned i et sort hul.

Helle Thorning-Schmidt lovede før, under og efter valget danskerne en boligpakke som skulle skubbe gang i det tilfrosne boligmarked.  Det var en boligpakke, hvor Helle Thorning Schmidt – præcis ligesom Venstre foreslog det – midlertidigt vil suspendere tinglysningsafgiften, ejendomsværdiskatten og den kommunale grundskyld for boligejere for at få gang i boligmarkedet igen. Helle Thorning-Schmidt har trods sine garantier til danskerne heller ikke valgt at holde dette løfte. Det sætter hele boligmarkedet og boligejerne i en alvorlig klemme, og det bliver vi da naturligvis nødt til at spørge ind til og få løst. Boligkøberne, der i tiltro til Helle Thorning Schmindst garantier har købt hus eller lejlighed, har krav på svar fra regeringen.

Det var også på den baggrund, at Venstre brugte en del af åbningsdebatten til atter at understrege, at vi er villige til at forhandle om boligpakken, og selvfølgelig regner med, at Helle Thorning Schmidt indkalder til bredde forhandlinger. Men det overhørte Thorning-Schmidt åbenbart bevist og alle de flotte ord om bredt samarbejde forsvandt, da det skulle afprøves for første gang. På samme vis har danskerne også krav på at vide om resten af S og SFs mange valgløfter bare var tomme floskler som Helle Thorning Schmidt nu er løbet fra nu hvor hun fik magten. Løftebrud i det massive omfangs som S og SF har begået dem er med til at skabe en tillidskløft mellem befolkningen og de folkevalgte. Jeg forstår godt, at mange danskere spørger, hvorfor de skulle tro på Helle Thorning Schmidt næste gang hun lover noget, for historien viser jo, at hun gør det modsatte af det hun har lovet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *