Så er valget afgjort. Vi kan se tilbage på en valgkamp, hvor Venstre har stået stærkt og har holdt fast i sine mærkesager; ansvarlig økonomi, velfærd, mennesket før systemet og frihed under ansvar. Det resulterede også i, at Venstre fik et meget flot valg. Vi er gået frem og er fortsat Danmarks største parti. Vi skal være stolte af, at danskerne har kvitteret for vores ansvarlige og reformvenlige vej. Selvom vi har afleveret nøglerne til statsministeriet, så slog Lars Løkke Rasmussen fast på valgaftenen, at nøglerne kun er til låns. Venstre vil være et konstruktivt og engageret oppositionsparti, hvor vi fortsat følger den ansvarlige dagsorden, vi er gået til valg på.
Jeg vil gerne takke alle som har stemt personligt på mig og på Venstre. Jeg er dybt taknemmelig over de mange personlige stemmer jeg har fået – helt præcist 18.059 stemmer. Det resulterede i, at jeg fik næstflest stemmer i hele Sydjyllands Storkreds og kom i top 12 på landplan.
Jeg vil gerne takke alle frivillige, som har hjulpet til i min valgkamp. I har stået der tidlig morgen og delt valgmateriale ud. I har hængt i lygtepæle, sen aften, for at få valgplakater op, og I har altid givet en hånd med, når der har været brug for det. Uden jer var det slet ikke muligt at føre valgkamp. I er de bedste og jeg er dybt taknemmelig for jeres store indsats.
Tak til alle for en rigtig god valgkamp.
Du kan se billeder fra hele valgkampen på min flickr-profil her