V-politikere angriber rød forbudstrang

 

”Forbyd Forbud”, så klar er budskabet fra en håndfuld Venstre-politikere, når de i dag lancerer en ny kampagne med samme navn. Bag kampagnen står Sophie Løhde, Ellen Trane Nørby, Mads Rørvig, Karsten Lauritzen og Michael Aastrup Jensen – alle medlemmer af Folketinget for Venstre. I kampagnen tager de fem venstrefolk klart afstand fra de politikere, der ser det som deres fornemmeste opgave at regulere danskernes hverdag mest muligt, og de sigter deres politiske skyts mod Socialdemokraterne og SF.

Med kampagnen vil de fem politikere slå fast, at Folketingsmedlemmer ikke er blevet sat i verden for at detailregulere og indføre det ene forbud efter det andet. For på den måde mister danskerne deres frihed til selv at bestemme, hvordan de ønsker at leve deres liv og indrette deres tilværelse. De fem venstrefolk arbejder selv ud fra synspunktet om, at der skal være grænser for, hvad politikere skal blande sig i. Et synspunkt, som Venstre-politikerne mener, at S og SF burde lytte til.
 
Igennem de seneste år har medlemmer af de to oppositionspartier nemlig stået i kø for at foreslå det ene forbud efter det andet. Forbuddene ligner hinanden på den måde, at de indikerer, at oppositionen ikke har tillid til danskernes egen dømmekraft, og at de frem for information og dialog tror at forbud og tvang er løsningen på alt. Det drejer sig om forbud mod rabatkuponer, forbud mod at sætte slikposer på tilbud eller forbud mod mindre end 40 pct. kvinder i bestyrelser i private selskaber, blot for at nævne nogle eksempler på de mange forbud.

Som en del af kampagnen har de fem politikere lanceret en ny hjemmeside og video, hvor de demonstrerer, hvordan en rød regering ønsker at regulere danskernes liv ned til mindste detalje. Se mere om kampagnen på www.forbydforbud.dk

Vi håber, at denne kampagne kan være med til at slå fast, at der er stor forskel på de to blokke i dansk politik. Hvor rød blok tror, at man kan forbyde sig ud af alle problemerne, tror vi på et Danmark, hvor danskerne selv er i stand til at træffe deres egne beslutninger. Vi skal informere, ikke regulere ned til mindste detalje”, siger Sophie Løhde.

Vi vil med denne kampagne fortælle vælgerne, at de skal tænke sig godt om. Hvis S og SF skulle få held til at vinde næste valg, så må vælgerne vinke farvel til en liberal politik, hvor man tror på det enkelte menneskets dømmekraft. Hvad enten det drejer sig om kvindekvoter eller størrelsen på en pose slik, så ønsker S og SF at detailregulere danskernes hverdag ned til mindste detalje, og på den måde bliver en lang række friheder taget fra os,” udtaler Ellen Trane Nørby.

Der er stor forskel på, hvordan vi tænker i Venstre, og hvordan man tænker i S og SF. Modsat rød blok, så tror vi på, at danskerne godt kan håndtere at nyde en øl til en koncert eller en fodboldkamp. Ligesom vi mener, at det ikke er vores opgave at beslutte om supermarkeder må sælge tre poser slik til en billigere pris. Oppositionens forbudstrang må stoppe nu,” siger Karsten Lauritzen.

Jeg tror ikke på, at unge på 16 år vil holde op med at drikke Breezzers og alkoholsodavand, hvis vi indfører et forbud mod det. Det handler om en holdningsændring, og den finder kun sted gennem oplysning og dialog. Ikke ved at råbe ”forbudt”, hver gang muligheden melder sig,” udtaler Mads Rørvig.

Der er desværre en tendens til, at medlemmer af oppositionen er villige til at tage danskernes ret til selv at bestemme fra dem, hvis de til gengæld kan få lidt medieomtale. Det tager vi klart afstand fra. Der skal være klare grænser for, hvad vi politikere skal blande os i,” siger Michael Aastrup Jensen.

For yderligere oplysninger:

Sophie Løhde, tlf. 33 37 45 08
Ellen Trane Nørby, tlf. 33 37 45 61
Karsten Lauritzen, tlf. 33 37 45 05
Mads Rørvig, tlf. 33 37 45 05
Michael Aastrup Jensen, tlf. 33 37 45 22

2 kommentarer til “V-politikere angriber rød forbudstrang

  1. Er det omkring 1200 forbud regeringen har indført de seneste år? I så fald klinger denne kampagne jo lidt hult.
    Jeg kunne godt nævne en del forbud, som er indført i ren desperation, og som ikke har den ringeste effekt, andet end at kriminalisere en masse mennesker, som af den ene eller anden grund er nødt til at negligere den latterlige regulering, som vi som borgere bliver udsat for.
    Prøv at forstå – at almindelige borgere efterhånden foragter politikere. Sådan helt reelt..!

  2. Kære Carsten

    Min holdning er, at vi politikere ikke skal detailregulere danskernes
    hverdag ned til mindste detalje. Jeg indrømmer gerne, at VK-regeringen har indført en del forbud, hvor jeg heller ikke er lige stolt af alle
    af dem.
    Men det kan slet ikke sammenlignes med S og SFs forbudstrang, der præcis har til hensigt at tage menneskers ansvar fra dem. For selvfølgelig
    er der nogle forbud som er logiske, såsom forbuddet mod hormonforstyrrende stoffer i legetøj, som er med til at sikre, at vores børn ikke sundhedsmæssigt udsættes for farer. Men S og SFs forbud mod alt fra rabatkuponer til salg af tre poser slik på tilbud truer det menneskelige ansvar, og det skaber ikke et bedre eller mere trygt Danmark. Vi har med kampagnen forsøgt at udbrede budskabet om, at vi har tillid til at folk selv er i stand til at leve sit eget liv og tage beslutninger. Den tillid ser vi ikke fra S og SFs side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *